"Modekongen i Barslev"

 

I dag, 16. februar 2016, har Torben, også kendt som Mulle, fødselsdag. Det betyder også at manden på matrikel nr.27, har fødselsdag og helt sikkert bliver fejret stort af sine piger. Det er der også al mulig grund til. Torben har sin enkle måde at være charmerende på, helt som det passer sig for manden på matrikel nr.27.

 

Hvorfor kan jeg nu sige det med sådan en sikkerhed ? Jo, fordi jeg har en god historie om manden på matrikelnr. 27, tilbage i 1810, altså for 206 år siden. Som vi tidligere har hørt om skoleholderens kone i Barslev, så blev Barslev-mændene dengang ikke så gamle, som nu om dage, hvor vi mænd i Barslev jo bliver mindst 100 år!. 

Manden på gården i 1810 hed Jens Nielsen og var gift med Kirsten Nielsdatter, som var gift for 2.gang med manden på nr.27. Jens Nielsens forgænger på gård og kone til Kirsten Nielsdatter hed Povel Nielsen og fik en del børn med hende, bl.a. Peder Christen Poulsen, som nu passede på gården.

 

Og hvad har så alt dette med Barslev-charmør og modekonge at gøre ! Jo, da Jens Nielsen han dør den 22.oktober og bliver begravet den 27. og skifteforvalteren så kommer den 29. , så viser det sig, at Jens Nielsen har lavet en aftale i 2008 med sin plejesøn Peder Christian, om at han skal overtage sin plejefars tøj mod at han sørger for plejefaderens begravelse. Det skulle vel ikke være så farlig, men den afdøde Jens Nielsens garderobe, er tilsyneladende det eneste han efterlader til sine arvinger, og tilstrækkelig omfattende til at den afdødes halv-søskende også vil have deres del af garderoben og ikke bare overlade det til den udkårne yndlingsarving, plejesønnen Peder Christian Povelsen, Kirsten Nielsdatters barn fra første ægteskab.

 

Inden jeg afslører mandens garderobe, så vil jeg lige fortælle om hvad en anden Barslev bondemand havde af garderobe, Niels Knudsen, som døde i 1809, efterlod sig følgende garderobe:

 

  • en blaa klædes kiol
  • en vest
  • 1 par lædderbukser
  • 1 hvid nattrøje
  • 2 par strømper , blå og hvid
  • 1 gl. hat
  • 1 gl. hvid trøje
  • 1 par støvler

 

rimelig enkel må man nok sige og den var ca. 12 rigsdaler værd. Der var andre Barslev mænd, som havde lidt mere, men Jens Nielsen han slår dem med følgende garderobe:

 

  • 2 "kioler" herrejakker, en blå i firskaftet vævning, (finmønstret twill) og en grå toskaftet (lidt enklere vævning) jakke
  • 4 trøier, en blå, en hvid af vadmel, en grå og en rødstribet
  • 5 nattrøjer, en rødstribet, en af lædder, en grøn af drejlsstof, en af vadmel og en grønstribet nattrøje (jysk ordbog : (Lars Mathiesen) sad (som vært) i Vest og i Nattrøie af tærnet Bomuldstøi. Davids. KK.425. Nattrøjer, som Mændene bar under Vesten.)
  • 6 par bukser, 1 par grønne, 3 af lædder og 2 par vadmelsbukser
  • 4 skjorter af hør og blaargarn, antagelig hvide allesammen
  • 4 brystduge, (mands-undertrøje uden ærmer; en slags vest).1 grønstribet, 1 af drejlsstof, og 2 hvide brystduge
  • 3 par strømper, 2 blå og 1 hvidt par
  • 2 par vanter, et par blå og et par hvide
  • 3 tørklæder, 1 rødt, 1 blåt og 1 sort af silke
  • 1 broget hue
  • 3 hatte og et "hattehus" (ifølge jysk ordbog: Kvindernes hatte ¨ opbevaredes i et "hathus", en malet trækasse med skod (= skydelåg) :)
  • 1 grøn hatteslag (hætte el. slag, der går ud over skuldrene og ned over bryst og ryg)
  • 1 stumphose (fodløs strømpe, som gaar ned med en klap oven paa foden og fæstes med en løkke paa en af tæerne og med en rem under foden)
  • 1 par sko med spænder
  • 1 par støvler
  • 1 par træsko

 

Man må da sige at Jens Nielsen havde stil, havde sans for farver og var i stand til at sørge for at de enkelte dele matchede med hinanden i farver. Det kunne have været fantastisk at se manden komme spadserende op af A.C. Hoppesvej, måske bliver manden i dag i nr. 27, alias Mulle alias Torben, inspireret og kommer i nyt skrud! uanset så er vi glade for at vi i dag har en både hyggelig og charmerende mand i nr. 27.

 

Jeg kan iøvrigt fortælle at hele herligheden blev vurderet til 50 rigsdaler, i dag ville det måske være et sted mellm 5 og 10.000 kr. Det var så meget, at arvingerne besluttede sig for at sælge det hele på auktion, hvor det hele gik for næsten det dobbelte, til 89 rigsdaler, så det var en god forretning for arvingerne. Jeg vender tilbage, når jeg har set auktionsprotokollen og fundet ud af hvem der fik fat i de flotte ting fra Jens Nielsens garderobe.