Det var et skud i blinde, da Bruno Nordensgaard – stifter og daglig leder af Mississippi Kunst og Kultur på Thyholm – ved Kulturmødet Mors sidste år foreslog billedhuggeren Jens Galschiøt at udstille på Thyholm.

Han fik en spontan, positiv respons, efter at han havde fortalt lidt om Mississippi.

Så nu er Galschiøt hovednavnet på sommerudstillingen, der åbner med fernisering lørdag 20. juni og vises til og med 9. august. Åbningstiderne er torsdag, fredag, lørdag, søndag samt helligdage kl. 13.30-17. Adressen er Odby gamle skole, Jupitervej 26, Uglev, 7790 Thyholm.

”Aftalen skulle jo konkretiseres med hensyn til tidspunkt og værker,” fortæller Bruno Nordensgaard. ”Så vi fra Mississippi har flere gange besøgt ham i den nordvestlige udkant af Odense, hvor Galleri Galschiøt ligger med værksted, bronzestøberi, galleri, butik og en stor skulpturpark. 

Internationalt anerkendt

Jeg har mødt flere, som tilsyneladende ikke kender til Jens Galschiøt,” fortsætter den ihærdige thyholmske kulturformidler. ”Det kan jo ikke passe, siger jeg så, han er internationalt kendt og anerkendt for sin aktivistiske kunst! Og så nævner jeg værker som ”Min indre svinehund” og ”Survival of the Fattest”, der har rejst verden rundt som iøjnefaldende protester mod global uretfærdighed og staters brud på menneskerettigheder.

”Svinehunden” dækker over en happening med skulpturer af svin i menneskeklæder. De blev i natlige aktioner opstillet i 20 europæiske storbyer i 1993 som Galschiøts protest med stigende racisme og fremmedhed i Eruopa.
”Survival of the Fattest” betyder frit oversat ”den fedeste overlever”. Titlen tager afsæt i sætningen ”survival of the fittest”, som kort beskriver hovedprincippet i Charles Darwins udviklingslære. Motivet er en fed Justitia, den romerske gudinde for lov og retfærdighed, som bliver båret på skuldrene af en udmagret afrikansk mand. Skulpturen kritiserer den rige verdens overforbrug på bekostning af ulandene. Den står i bronzeudgave på havnen i Ringkøbing, hvor nogen sikkert har sat den.

Inden for det sidste år har Jens Galschiøt lavet en version, hvor fru Justitia er erstattet af den korpulente amerikanske præsident Donald Trump.

”Så kommer genkendelsen!” siger Bruno Nordensgaard, og slutter: ”Galschiøts aktivistiske, provokerende kunst opererer i et spændingsfelt mellem det smukke og det rå og store. På Mississippi håber vi, at vore gæster får en god oplevelse samt stof til eftertanke og diskussioner.”

Fem andre kunstnere

Mississippis fysiske rammer er Odby Skole, hvor Jens Galschiøts værker fylder hele den gamle skoles gymnastiksal. Men der er stadig god plads til fem andre kunstnere:
Majken Hove Jensen, Dolgora Havmøller, Arne Ringgård Lauridsen, Anne Bjørkmann og Mette Egebæk.

Majken Hove Jensen er tekstilkunstner med en bachelor fra både Kunsthøgskolen i Oslo og den nu ophørte danske Professionshøjskolen UCC. Hun udstillede på Kunstforeningen Limfjordens censurerede efterårsudstilling på Gimsinghoved, Struer, i efteråret 2024 og 2025. Majken Hove Jensens vævede tæpper i uld, som hun selv farver, udspringer af norsk tekstilhåndværk og -tradition.

Dolgora Havmølle er russisk-født billedkunstner, illustrator og grafisk designer. Hun er uddannet fra Rerikh Art College i Skt. Petersborg. I Danmark har hun suppleret med en uddannelse som designteknolog med særlige i emballage.

Dolgora Havmølle leder hold i billedkunst på Vendsyssel Kunstmuseum og udstiller jævnligt i hele regionen. På Mississippi viser hun blandt andet 12 værker, hvor der i alle indgår et frimærke – for serien er et farvel til det traditionelle frimærke, der forsvandt herhjemme ved årsskiftet 2025/2026. Den unikke serie er generøst doneret til Mississippi.

Hun er ikke alene i lokale B. Her finder vi også trædrejearbejder af

Arne Ringgård Lauridsen . Han er oprindelig tømrer. Et ophold på Haslev Håndværkerskole inspirerede ham til at blive lærer, og dét blev han fra Nr. Nissum Seminarium. Derefter fik han et langt liv i den danske skoleverden, hvor han var forstander på Svankjær Efterskole i 24 årog gik på efterløn i 2010. Fem år senere satte han dens eftermæle med bogen ”Svanjær Efterskole 1977–2016: Fra storhedstid til nedlukning.”

Som pensionist vendte han tilbage til træet, hvor han med respekt for både materiale og håndværk skaber det smukkeste kunsthåndværk på sin drejebænk.

Arne Ringgård Lauridsen deler ud af sin store erfaring som underviser i hjembyen Aulum.

Anne Bjørkmann udstiller skulpturer og mosaikker i lokale C. Hendes værker er både figurative og abstrakte, og hendes materialevalg spænder vidt: Gamle mursten, strandskaller, natursten, skifer, marmor, bladguld, krystal, såkaldt smaltiglas og genbrugsporcelæn.

De naturalistiske motiver er ofte dyr, gengivet med humor.

Sidste kunstner er Mette Egebæk med billedkunst i lokale D. Her møder publikum hendes kommentarer til, hvad vi møder på de sociale medier: Personer, som udstiller deres trimmede, perfekte kroppe, eller som udstiller deres perfekte og lykkelige liv i deres perfekte hjem. Men det perfekte er en illusion. Og mennesker er ikke lykkelige hele tiden.

Kunstnernes budskab synes at være, at vi ikke er perfekte. Vi kan have vore indre dæmoner, som vi må erkende. I den sidste ende skal vi alle dø, så vi må få det bedste ud af livet, uden forstilling og statussymboler.