Sidste nyt fra Nordvest Foder
24-02-2026 13:00

Sidste nyt fra Nordvest Foder

Vi tilstræber at tilpasse vores forretning efter kundegrundlag, muligheder og behov.
Sidste år fik vi etableret nyt korntørringsanlæg med opvarmning fra det lokale fjernvarmeværk på den anden side af vejen, samt etableret en ny større kornmodtageplads.

I år investerer vi yderligere i afdelingens siloanlæg og vi har samtidig sikret os jorden ved siden af den nye kornplads, hvis vi måtte få brug for den. Solide tiltag, der sikrer effektiv afgrødemodtagelse, behandling og afvikling.
 
Med disse investeringer håber vi også at kunne matche landbrugets behov mht. afgrødehandel fremadrettet. 
I de senere år har vi desværre konstateret et nedadgående salg af butiksvarer i vores hobbybutik på Thyholm og for at forretningsoptimere, vælger vi at ændre vores set-up.
Planen for afdelingen vil blive yderligere landbrugsorienteret og for butikken et indsnævret udbud af hobby- fritids- og butiksvarer. Planteværn og gødning mv. vil således stadig være i sortimentet i afdelingen. Åbningstider vil blive sæsonbetonet og oplyses/aftales nærmere.
 
Butikken på Thyholm har åbent efter nuværende åbningstider frem til og med lørdag d. 14. marts. Der kan altid bestilles varer til afhentning på aftalte tidspunkter. Dette kan ske ved telefonisk henvendelse eller via web-butikken.
 
Vi håber, mange har lyst og mulighed for at benytte vores butik i Vestervig – her står også altid glade og dygtige kollegaer klar til at hjælpe jer. Så ring gerne og aftal hvad vi kan være behjælpelige med, så der kan findes gode løsninger for alle.