|
Hvidbjerg Bank A/S vokser
med fokus på kunderne
Hvidbjerg Bank har i første halvår 2025 realiseret et tilfredsstillende resultat på baggrund af vækst i forretningsomfang og en god kreditkvalitet hos bankens kunder.
Hvidbjerg Bank afslutter 1. halvår 2025 med et overskud på 20,4 mio. kr. før skat. Resultatet forrenter samtidig egenkapitalen med 14,0 % p.a.
Banken opjusterede d. 7. juli 2025 forventningerne til 2025, fra et resultat før skat i intervallet 27 – 32 mio. kr., til et interval mellem 30 - 35 mio. kr. Opjusteringen skete med baggrund i udviklingen for første halvår af 2025.
Bankens netto rente- og gebyrindtægter udgør 69,8 mio. kr., mod 66,6 mio. kr. sidste år, og viser en fortsat god aktivitet blandt eksisterende og nye kunder.
Der har i første halvår 2025 været 4 rentenedsættelser samt stor konkurrence på udlånsrenten, men på trods af det, er indtjeningen på ud- og indlån steget med 0,4 mio. kr. med baggrund i vækst i udlånet. Bankens forrentning af overskudslikviditet i National-banken er reduceret med 3,7 mio. kr. og samlet set betyder det en tilbagegang i netto renteindtægter med 2,8 mio. kr.
Banken har fået udbetalt 6,5 mio. kr. i aktieudbytte mod 2,9 mio. kr. sidste år og skyldes ekstraordinære udlodninger fra samarbejds-partnere, hvilket samtidig reducerer kursreguleringerne på aktier.
Gebyr- og provisionsindtægterne er steget med 2,7 mio. kr. og dækker over en bred kam med øget aktivitet, særligt omkring bolighandler, men også øget aktivitet via bankens samarbejds-partnere på realkredit, investering og pension m.v.
Udgifter til personale og administration er steget med 2,4 mio. kr. til 47,2 mio. kr., som primært vedrører lønninger. Antallet af medarbejdere er forøget i forhold til sidste år og skal også ses i lyset af, at banken har ansat såvel unge som mere erfarne medarbejdere med henblik på fortsat at udvikle kompetencerne i
banken og forberede kommende generationsskifter.
Halvårets samlede kursreguleringer er negative med 0,1 mio. kr., mod 1,8 mio. kr. sidste år.
Hvidbjerg Bank har i 1. halvår 2025 haft nedskrivninger på 1,4 mio. kr. og er dermed fortsat på et lavt niveau.
Kapitalprocenten opgøres til 23,2 %, mens det individuelle sol-vensbehov er opgjort til 10,2 %, hvorfor overdækningen er på 13,0 %. Overdækningen efter bufferkrav og NEP-krav udgør 4,2 % og er reduceret i forhold til sidste år, da banken har øget forret-ningsomfanget og valgt at indfri fremmedkapital for 20 mio. kr. i NEP-obligationer, som har kunnet medregnes til overdækningen.
Om halvårsrapporten udtaler bankdirektør Jens Odgaard:
Banken har i 2025 igangsat en ny 3-årig strategi, hvor vi vil fokusere på at være endnu mere tilgængelige og tættere på vores kunder og sørge for hurtigt og kompetent svar, når man har brug for banken. Det er positivt at vi allerede kan se de første resultater af denne indsats, da vi øger vores forretningsomfang på stort set alle parametre i banken.













.jpg)













