Så blev det endelig august på Høloftet
01-08-2022 10:00

 

Så blev det endelig
august på Høloftet

Sådan tænker Hanne og Bent Hargaard på spillestedet Høloftet på Thyholm. For der er godt gang i livemusikken i det ganske land denne sommer, og her i august bliver det så Høloftets tur til at byde musikgæster velkommen indenfor – eller rettere: Et velkommen udenfor til Picnic På Plænen.

Hanne og Bent kan igen byde velkommen

Vi er klar igen

Ovenpå de sidste par somre er der ingen tvivl om, at PICNIC PÅ PLÆNEN er skabt for at komme igen. ’Vi har fået testet konceptet med mad og musik ved Fjorden, og har vi i vinterens løb været i tvivl om, hvorvidt vi gerne vil gøre det igen, så har vi blot skullet gå ud på plænen. Så myldrer minderne frem om go’ musik og glade gæster’, fortæller Hanne og Bent. Så gennem vinteren er konceptet pudset af igen, der er lavet aftaler med gode musikere og madleverandører.

Lis Sørensen gæster Høloftet i august

Et varieret program

Musikken, som bliver præsenteret på Høloftets scene i august er meget blandet. Nogle musikere har været forbi før, for andre er det første gang og endelig er der traditioner, som der ikke skal laves om på. Sidstnævnte er vel Allan Olsen, som nu gæster Høloftet for 6. gang. ’Allan vil rigtig gerne forbi Thyholm, og vi er yderst glade for den tradition, der er blevet skabt med ham’, fortæller Hanne og Bent. De evigt turnerende Sko & Torp gæster også spillestedet igen, og så er der også genhør med en – for Høloftet - helt særlig musiker, når Signe Svendsen kommer med sin trio. Signe Svendsen var for 8 år siden med til at skubbe til Hanne og Bent for at arbejde på at få skabt et spillested på det gamle loft, og den idé blev jo levet ud. Sommerens nye navn tæller Ester Brohus, som kommer med guitaristen Knud Møller, og endelig kan værtsparret fra Høloftet for første gang også byde velkommen til Lis Sørensen med band.

Småt er godt

Det er altså gode danske navne, der fylder plakaten, men Høloftet vil gerne forblive det lille sted med de store oplevelser, og derfor har det været vigtig for Hanne og Bent at holde fast i relativt få publikummer. ’Vores plæne kunne rumme mange flere gæster, men vi ønsker fortsat at levere den intime stemning’,  siger Bent.

Vi spiser sammen

Konceptet fra Høloftet med mad forud for koncerten er også rykket med ud på plænen. I år er der lavet aftale med restaurant Hos Uffe om levering af en koncertmenuerne. De vil være forskellig fra aften til aften og som på scenen er der også stor variation her.

’Fællesskabet omkring spisningen er en stor del af vores koncept, så det vil vi i hvert fald holde fast i. Vi har en stol klar til alle, service og den gode mad fra ’Hos Uffe’. Har man lyst, kan man som de andre år tage et lille klapbord med, men ellers har vi styr på resten, siger Hanne og Bent

Menuer og info om resterende billetter kan findes på www.høloftet.dk