Mississippi viser Årets Pressefoto
15-06-2022 23:00

Mississippi viser Årets Pressefoto

Sommerudstillingen på kunst- og kulturstedet Mississippi på Thyholm byder på fire nulevende danske kunstnere, en afdød men stadig sprællevende kunstner – samt Årets Pressefoto

Bruno Nordensgaard med et billede af Politiken-fotografen Jacob Ehrbahn, som med en kollektion på fem vandt titlen Årets Pressefotograf. I baggrunden Årets Pressefoto 2021, taget af Sigrid Nygaard, Information. Billedet vandt også førsteprisen i kategorien Årets danske Hverdagsbillede.

 

Fire nutidige kunstnere fra lige så mange landsdele. En afdød, men stadig sprællevende lokal kunstner. Samt Årets Pressefoto, hentet direkte fra Den sorte Diamant i København.

Det er kort fortalt indholdet i sommerudstillingen på kunst- og kulturstedet Mississippi på Thyholm. Og så kan man vist ikke forlange mere!

Mississippi, der har hjemme på Thyholm i Odby gamle skole, holder fernisering 18. juni og viser sommerudstillingen til og med 14. august. I denne periode er der udvidet åbningstid, nemlig fra og med onsdag til og med søndag i tidsrummet 13.30-17.00.

”Jeg er ked af at fremhæve noget på bekostning af noget andet. Men det er stort, at vi får Årets Pressefoto hertil,” fortæller Mississippis stifter og daglige leder Bruno Nordensgaard. ”Jeg var ovre at se udstillingen, som viser en mangfoldighed af begivenheder herhjemme og i udlandet, og blev grebet. Den her udstilling vil jeg gerne vise, tænke jeg, og fik en aftale i stand med Pressefotografforbundet. Nogle af billederne har vi set i nyhedsmedierne, andre er nye, i hvert fald for mig. Alle sammen rummer stærke fortællinger, stærke følelser.”

Bruno Nordensgaard hentede personligt billeder og plancher fra Årets Pressefoto, da udstillingen sluttede på Den sorte Diamant. Udstillingen vil fylde væggene i Odby gamle skoles gymnastiksal, for der er mange fotografier. Cirka 120. Det er nemlig ikke gjort med en vinder i hver af de 12 kategorier. Nogle af kategorierne består af serier og kollektioner med fem-otte fotos i hver. For en enkelt serie er der 15 billeder. Og så er der 2. pladser i hver kategori!

Fire kunstnere

I de andre lokaler hænger og står værker af fire kunstnere fra hver sin egn af landet:

Inge Lise Stenkjær fra Nykøbing F. viser akrylmalerier og keramik.

Marie Fredborg fra Randers oliemalerier.

Mikael Kofod fra Gelstrup ved Nykøbing S. glasarbejder – f.eks. skåle og små skulpturer i klare, kraftige farver.

Den fjerde kunstner er Alf Pedersen fra Esbjerg. Han arbejder viser collager og mixed media.

”De fire repræsenterer udtryksformer, som jeg ikke kan sammenfatte i nogle få sætninger,” siger Bruno Nordensgaard. ”Så jeg skal vist bare opfordre til, at man kommer og ser dette udvalg af stærk, sikker nutidskunst!”

Mississippis censurerede udstilling – med sidste åbningsdag 12. juni – var fulgt af en særudstilling med værker af Harald Reinhold, hovedkraften i Humlum-malerne, som i 1960’erne samledes i Humlum gamle skole.

Også sommerudstillingen har et lokalt islæt, en udstilling med værker af Knud Brisson.

Lokale kan fortælle, at der i ”Laurines Hus” i Uglev – Polarisvej 5 – har boet en kunstner engang. Og ja, det har der altså!

Ret få kan tilsyneladende huske navnet. Men med udstillingen på Mississippi får kunstneren – som hed Knud Brisson – nyt liv. Og hans værker fremstår stadig sprællevende.

Knud Brisson var født på Østerbro i København i 1928, og levede i Uglev fra 1966 til sin død i 2012. Enken Henny blev boende i huset nogle år, til også hun døde.

Udlært på Holmen

Oprindelig var Knud Brisson udlært maskinarbejder på Holmen og arbejdede ved Søværnets artilleriværksted.

Allerede i ungdomsårene tegnede og malede han. I 1951-1952 tog han et kursus på en privat kunstskole og påbegyndte sit kunstneriske fritids-virke med skulpturer og relieffer.

I årene 1958-1960 havde han separatudstillinger i København, og i 1961 kom den officielle anerkendelse, da han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling, hvor han også udstillede de følgende år.

I 1966 udstillede han på Charlottenborg, hvor rejsebureaudirektør Simon Spies købte et af hans værker.

Samme år sagde han farvel til en borgerlig tilværelse som vellønnet funktionær for i stedet at blive fuldtids kunstner, da han købte ”Laurines Hus” og indrettede sit atelier.

Gode minder

Pensioneret efterskolelærer Holger Quist Nielsen, Søndbjerg, har gode minder om Knud Brisson. ”Han var en spændende kunstner og et varmt, engageret menneske, som jeg havde den glæde at kende og omgås i årtier.”

Som en årgang 1928 var Knud Brisson 40, da ungdomsoprøret brød ud herhjemme.

”Men Knud var alligevel eksponent for dette oprør mod det etablerede og normerne,” fortæller Holger Quist Nielsen. ”Han var kreativ, aktiv og nytænkende ikke kun som kunstner. Han lavede for eksempel arrangementer for børn, hvor de kunne lære at udtrykke sig med at male og tegne, og han arrangerede kunstudstillinger i huset på Polarisvej.

Jeg vil glæde mig til at gense hans værker og genoplive mine minder,” slutter han.