Regelbau 411 fastholder udstilling med internationalt anerkendt kunstner og får nyt bestyrelsesmedlem
25-03-2021 16:00

Regelbau 411 fastholder udstilling med internationalt anerkendt kunstner og får nyt bestyrelsesmedlem

Trods Covid-19 og nedlukning af landet, arbejder kunsthallen Regelbau 411 ufortrødent videre. Det er således lykkedes at fastholde udstillingen LIGHTROOM med den internationalt anerkendte kunstner Sigurður Guðjónsson. Udstillingen udskydes til 2022, hvor han kommer til at udstille hos Regelbau 411 samme år, som han udstiller på den 59. udgave af Biennalen i Venedig.

”Det er et kæmpe scoop at få Guðjónsson, ikke blot til Danmark, men også her til Struer samme år, som han udstiller på Biennalen i Venedig”, udtaler Regelbau 411's kuratorer Matilde Best og Simon Thykjær.

På den netop afholdte generalforsamling er der valgt nyt bestyrelsesmedlem, Jesper Buris Larsen, som kommer med erfaring fra erhvervslivet og kulturverdenen og har indgående kendskab til lyd-, lys- og videoteknologi. Senest fra stillingen som direktør for Danmarks Tekniske Museum (2015-2019) og i dag som bestyrelsesformand for den avancerede audiovisuelle virksomhed Get Visual A/S.

”Med både fastholdelsen af Sigurður Guðjónssons udstilling og valget af Jesper Buris Larsen til bestyrelsen fortsætter vi vores ambitiøse udvikling af Regelbau 411 – med det formål at gøre stedet til en af Skandinaviens mest toneangivende kunsthaller indenfor lyd-, lys- og videokunst”, udtaler bestyrelsesformand Ole Bjørn Petersen.