Kvindernes Kampdag – Intelligente kvinders vilkår i Danmark og som medlemmer i Mensa

Et nyt metastudie omfattende 35 års forskning af køn og intelligens fastslår, at man ikke kan finde signifikant intelligensforskel på mænd og kvinder (Se artikel nederst). Alligevel er mange endnu i dag ikke tilbøjelige til at anerkende usædvanligt intelligente kvinder. I anledning af kvindernes kampdag har nogle af vores kvindelige medlemmer her beskrevet, hvordan de som særligt begavede bliver mødt af omverdenen, og i lyset af dette, hvad de får ud af at være med i den sociale forening Mensa. Mensa Danmark er en forening for de 2% mest intelligente. Vi har 2100 medlemmer, hvoraf 33% er kvinder. Gertrud Lei, foreningens formand, kan kontaktes for interview på 70234567. Niels Ellevang, Presse, kan kontaktes for interviews med nedenstående medlemmer på 70277799.

 Ida:

På min folkeskole i 90’erne var der en fiks idé om at piger ikke kunne være gode til matematik og fysik. Jeg aner ikke om de andre piger i min klasse i virkeligheden kunne have brilleret i naturfagene, hvis ikke de var blevet skudt ned med lærernes lave forventninger. Selv ville jeg ikke finde mig i at blive italesat som dårlig, når nu jeg var pissegod til matematik. Min mor havde skullet sparke døren ind til naturvidenskaben 30 år før mig, så der var støtte hjemmefra til mine ambitioner om at blive matematisk student. Resultatet blev at jeg i udskolingen blev betragtet som en slags intetkøn, fordi jeg ikke passede ned i piger-kan-ikke-finde-ud-af-matematik-kassen. I Mensa oplever jeg stik modsat et fællesskab, hvor jeg fra dag 1 bare passede ind. Det er befriende at være i en forening, hvor alle andre også er højt intelligente, så det er din personlighed, der definerer dig, fremfor at du altid skal blive rubriceret som ”Den kloge pige i klassen”.

Pippi:

At jeg er intelligent eller at jeg er medlem, er hverken noget jeg frembassunere eller holder hemmeligt. Hvis folk siger til mig at jeg er intelligent, svare jeg typisk: "ja" og prøver ikke på at skjule det. I min barndom var det hellere ikke noget lærerene lagde skjul på. Omend et par stykker af dem syntes jeg var irriterende. Men jeg har en del gange oplevet at folk har anbefalet mig at spille mindre intelligent for at få en kæreste/partner. Jeg har fået besked på at hvis jeg nu opførte mig mindre nørdet eller var mere tilbageholdende, ville det blive nemmere for mig. Jeg har dog altid affejet den slags råd med kommentareren: "Og hvor lang tid skal jeg så spille skuespil? Skal jeg bedrage partneren til vi bliver gift eller hvad? Hvad sker der når de finder ud af hvem jeg er?"

Marie:

Jeg har indtryk af, man som kvinde især kun bliver opfattet som intelligent, hvis man er i videnskabsmiljø eller tydeligt traditionelt drengenørdet. De intelligente relationer og menneskelig kommunikation, det intelligente forældreskab, livsklogskab, intelligens i venskab og socialisering er ikke til at tage og føle på. Det er lettere med kvantemekanik. Sjovt nok. Som pigepige (uden universitetsuddannelse) med traditionelle pigeinteresser, skulle jeg være dygtig i mange retninger, vælge uddannelse udenfor opvækstmiljø, opfinde en brancheniche, blive chef, direktør for to virksomheder og medlem af Mensa uden at nogen som sådan opfatter mig som særligt begavet på den høje måde. Går helt under den radar. Der er nu heller ingen sociale point i at være højtbegavet andre steder end i laboratorie- og på naturvidenskabelige institutioner, tror jeg. Og slet ikke for kvinder da. Tværtimod vil det få nogen til at føle sig truet. Kvinder på ligeværd og mænd på deres maskulinitet. Min oplevelse er, høj begavelse er noget, der er stærkt upassende at tale om. Det er lettere at fortælle om sygdom end om høj begavelse. Jeg ville sandsynligt modtage mere positive reaktioner på at skrive på sociale medier, at jeg havde fået Corona til en demonstration eller var stressramt og med livsstildiabetes end at skrive om at være med i Mensa og have udfordringer ved at være højere begavet end næsten alle andre. Jeg er sikker på, man som intelligent kvinde gør både mænd og kvinder utilpas. Jeg forestiller mig heller ikke, man ville skrive det i partnersøgende situation. Det er næsten ligeså provokerende usexet at bekende sig som højtbegavet kvinde som at være feministisk aktivist eller parkeringsvagt. Den info vil man nok ofte gemme til 2. date Hvis man er klog, skal man da helst i det mindste helst være grim. At være medlem af Mensa er et frirum, hvor jeg ikke altid skal være på vagt, kan slappe af, ikke konstant skal beregne sociale konsekvenser, nedspille mig selv for at passe ind og kan være ubekymret om folks syn på mig. Her opfattes jeg som det eneste sted i mit liv ikke som arrogant, hvis jeg står ved, jeg er en intelligent kvinde. Det er en befrielse. Der er ikke andre steder til det i samfundet. Overhovedet. Ofte ikke engang i nær familie.

Sandra:

I Mensa følte jeg mig for første gang helt ok, præcis som jeg er. Som barn fik jeg at vide, at det var godt at få gode karakterer og være velbegavet, men det var vigtigt ikke at gøre et stort væsen ud af sig og blære sig, hvorfor jeg var den typiske dygtige, stille, pæne pige. De lærere i folkeskolen, der så at jeg var dygtig, havde en opfattelse af, at man så blot skulle have flere opgaver eller jeg underviste de andre i klassen. Det var drønkedeligt, men jeg opførte mig pænt og kom ud med høje snit. Den eneste gang hvor jeg indtil da virkelig følte mig set, som højt begavet, var da jeg lavede min 3.g opgave i matematik. En kvindelig matematiklærer støttede mig – for alle andre var det en udskejelse, der ikke skulle tages alvorlig – og jeg endte da også på CBS efterfølgende indenfor HA-almen – i stedet for at forfølge mine lidt anderledes interesser. På handelshøjskolen begyndte jeg kun at gøre det der skulle til for at ligge lige over middel. Gad ikke. Følte mig misforstået og forvirret. Hvorfor var det ikke godt at være højt begavet og tænke så anderledes som jeg gjorde? Og hvorfor var ingen interesserede i disse anderledes tanker og refleksioner? Først med mit medlemskab i Mensa og mødet med de andre medlemmer begyndte jeg at tænke at jeg måske faktisk virkelig var god nok, præcis som jeg er, og at ja, jeg er anderledes, men på en god måde. Alt dette har givet mig et langt bedre ståsted i livet, også når jeg også skal hjælpe mine børn med at forstå og udleve deres høje begavelse i et samfund, der godt nok rykker sig, men ikke er helt åbent omkring dette endnu.

S-:

Bortset fra en enkelt matematiklærer i gymnasiet, har jeg aldrig selv oplevet den holdning, at kvinder ikke kunne være intelligente. Det har mere været et spørgsmål om, at der ikke samtidig kunne være plads til resten af min personlighed, hvis jeg ville respekteres for min intelligens blandt mænd. Til gengæld var jeg fuldt accepteret for den og har lavet masser af gruppearbejde med dem. Omvendt så bygger kvindelige relationer til venner og kolleger i høj grad på ligheder og at kunne spejle sig i hinanden, så her har jeg oftest været nødt til at underspille min intelligens for at kunne finde plads til resten af mig uden at vække for mange underlegenhedsfølelser eller fremmedgørelse. Før jeg blev medlem, var det oftest et valg mellem at være intelligent eller social. I Mensa er hele pointen, at man kan være begge dele.

Anita:

Jeg har fundet et job hvor det virkelig bliver værdsat når jeg tænker hurtigt og ud af boksen. En chef der har givet mig et stort ansvar hurtigt og frihed til at eksekvere til trods for at jeg ikke har erfaringen til at burde kunne det men fordi jeg lærer hurtigt kan gøre det alligevel. Og endda så godt at jeg er blevet udvalgt til at være en af dansk erhvervslivs talenter i Berlingske talent 100 inden for forretnings udvikling i 2021. Selvtilliden til at præstere på det her niveau sammen med gode venskaber er hvad Mensa har givet mig. 

Ingerid:

Dengang jeg blev medlem, var jeg åben omkring det. Mit ræsonnement var at jeg som person jo var den samme som inden, så hvorfor skulle folk se anderledes på mig nu? Det viste sig at være meget naivt, og jeg oplevede at der opstod en afstand både i mine venskaber (kvinder) og til mine kollegaer (mænd). Nu holder jeg lav profil, sjovt nok lidt ud i fra samme tankegang: Mit medlemskab her definerer jo ikke hvem jeg er som person.