Hestepige flytter til Thyholm
27-12-2020 17:00
Lisbeth Hansen

 

Hestepige flytter til Thyholm

Her i efteråret har Thyholm fået en ny beboer, Lisbeth Hansen, en hestepige og meget mere. Hun har købt hus i Uglev. Og så har hun allerede inviteret til det første hestekursus. - "Mig og min hest" Læs mere her.

Thyholm.dk har bedt Lisbeth fortælle lidt om sig selv.

Mange har spurgt hvad der bragte mig til Thyholm, om jeg har familie, næ det startede såmænd med at jeg fik en kontakt til en dyrlæge i nærheden af Holstebro. Det fik mig til at kigge efter sommerhuse i området og inden jeg så mig, om kiggede jeg her i limfjordsområdet. Så dukkede huset op på Thyholm og det var lige det hus jeg drømte om og til en pris jeg kunne overkomme. Straks bestilte jeg fremvisning. Da jeg kørte over Oddesundsbroen vidste jeg at her måtte jeg bare bo. Naturen og den ro jeg kan mærke er fantastisk. Selvfølgelig var der andre købere som kom før mig, så jeg bød over lige efter fremvisningen. Så ville banken ikke hjælpe og trak tiden ud inden de gav endelig svar, realkredit heller ikke, det var for billigt og Udkantsdanmark sagde de, på trods af at kæresten ville være med i købet. I sidste øjeblik ringede jeg i panik til en lille bank i Hvidbjerg og de sagde ja, py så lykkedes det.  

Man skulle tro at det ville være svært at komme hertil i en mørk tid, men jeg føler jeg er kommet hjem og jeg er så heldig at have fået lidt timer på Thyholm skole, jeg er uddannet lærer. Der er jeg blevet taget rigtig godt imod, selvom de undskylder, at det ikke er som det plejer grundet Corona, så mærker jeg den gode stemning og hjælpsomhed. Jeg elsker når jeg kommer rundt på Thyholm og mærker en stemning og måde at møde hinanden på som minder mig om min barndom.

Når jeg ikke underviser forbereder jeg kurser og klargør kursus lokaler og terapirum, som befinder sig på 1 sal. Mine kurser handler om at støtte mennesker i alle aldre i deres personlige udvikling, støtte dem i at komme i kontakt med den åndelige verden og åbne op for hvordan naturen bl.a. kan gøre at man stresser af og mærker sig selv. Udover kurser tager jeg gerne ud til heste og deres ejere, hvor jeg healer hesten, kommunikere med den og støtter hest og rytter i at få en bedre kontakt.

Jeg har tidligere i mit liv arbejdet meget med sårbare børn og unge både i skoleregi og i kommunal regi. Jeg har altid haft et ønske om at udvikle mig personligt og støtte andre i deres personlige udvikling. Allerede som 19-årig besluttede jeg, at blive klogere på mig selv, for at få større livsglæde og vide hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde. Siden da har jeg bevæget mig på i den spirituelle verden og den mere almen psykologiske verden. Jeg er det man kalder klarsynet, er healer og udover læreruddannelsen er jeg uddannet Marte Meo Terapeut og Intergrativ Coach & terapeut.  I en lang periode af mit liv bevægede jeg mig også ind i teaterverdenen hvor jeg fandt glæde samt fandt ud af at drama og teater er en fantastisk måde at udvikle sig på, udtrykke sig på og fantastisk til konfliktløsning. I den periode tog jeg en del fag på Dramaturgi studiet, Århus Universitet, bl.a. faget dramapædagogik.

Jeg mærker at Thyholm kan give det jeg har søgt, nemlig naturen, blive en aktiv del af lokalsamfundet og det perfekte sted at afholde kurser.  Jeg glæder mig også til at nyde sommeren her, med besøg af kæreste, hans børn og søster. Ja og så har jeg planer om at afholde en lille festival i slutningen af juli.