Biblioteket åbner igen den 18. maj, men biblioteksfilialen på Thyholm må vente
15-05-2020 09:00



Biblioteket åbner igen den 18. maj, men biblioteksfilialen på Thyholm må vente

Efter to måneders nedlukning har landets folkebiblioteker nu fået lov til at åbne igen. Mandag den 18. maj kl. 10:00 slår Struer Bibliotek endelig dørene op – og personalet glæder sig meget til at byde læselystne borgere velkomne igen.

Åbent for udlån og afleveringer

Som så meget andet i disse corona-tider, vil alt ikke være helt, som det plejer. En af de overordnede retningslinjer for genåbning af bibliotekerne er, at man kun må opholde sig på biblioteket for at aflevere og låne biblioteksmaterialer. Det betyder, at man ikke kan benytte biblioteket som opholdssted. Det bliver f.eks. ikke muligt at sidde og læse dagens avis, du kan ikke bruge computere og der er ikke adgang til legerummet. Det betyder også, at der ikke bliver åbnet for selvbetjening i ydertimerne. Åbningstiderne bliver hverdage 10-17 og lørdage 10-13, hvor der vil være personale til stede.

Biblioteksfilialen på Thyholm

Biblioteksfilialen på Thyholm kan desværre ikke åbne endnu, da biblioteket her har til huse på Midtpunktet og deler lokale med en folkeskole – så der skal tages andre hensyn.

Ingen bøder de første 14 dage

Mange har selvfølgelig materialer stående, hvor lånetiden er overskredet i løbet af lukkeperioden. Men der er god tid til at få afleveret, da der ikke kommer bøder på de første 14 dage efter åbningen.

Læselysten har været stor – også i lukkeperioden

 

På trods af restriktionerne er der god grund til at glæde sig over, at der igen bliver fri adgang til bøgernes verden. Læsningen har dog ikke været lagt på hylden i Struer Kommune de sidste to måneder. Udlånet af bibliotekets digitale tilbud som e-bøger og film på nettet har boomet, og rigtig mange har benyttet sig af tilbuddet om at bestille en læsepose. Det er blevet til 369 poser med godt 3000 bøger i. Et tilbud som kun er lykkedes med stor hjælp fra Butik Rosenrød. Dansk Røde Kors har også hjulpet med at levere bøger ud til de ældre medborgere, som er med i bibliotekets Bogen-kommer-ordning. Kæmpe stor tak til alle der har hjulpet. Og alle der har læst.

Nu ser vi frem til en genåbning, hvor vi lidt efter lidt kan komme tilbage til normale tilstande. Du kan hele tiden følge med på www.struerbibliotek.dk, hvor vi løbende lægger information op omkring de praktiske ting i forbindelse med brugen af biblioteket i denne lidt specielle tid.