Omdanner alt Danmarks toiletpapir til Tinka-huer
01-04-2020 22:00

Mensa løser stort mangelproblem med nyopfundet molekylæronduleringsteknologi:
Omdanner alt Danmarks toiletpapir til Tinka-huer

Vi gjorde det! Lige siden december har Mensa Danmark lagt hjernerne i blød for at løse Danmarks største problem: Manglen på Tinka-huer. Og med udviklingen et nyt apparat, der omdanner den molekylære struktur i blødt papir til kvalitetsfilt, er det omsider lykkedes at fremstille en million af de eftertragtede nissehuer til landets mange fortvivlede børn og forældre.

Fra 450 ruller toiletpapir til flot hue
Fra 450 ruller toiletpapir til flot hue

Danskerne har talt, vi har lyttet. Da vi midt i december oprettede en omfattende net-afstemning om danskernes største problem lige nu, var der ingen tvivl. Det havde vakt så meget sorg og vrede, at mange børn var blevet snydt for de lovede huer fra TV2’s julekalender ”Tinka og Kongespillet”, som deres forældre ellers havde samlet mærker til i supermarkederne. Og det ville I gerne have, vi gjorde noget ved. NU!  

Fast besluttet på at hjælpe Danmark har vi siden da isoleret os i en underjordisk bunker uden kontakt til omverdenen. Her har vi tænkt og tænkt. Og endelig er det altså lykkedes at opfinde en såkaldt Reflux Kondensator, der omdanner papiret til den helt specielle slags filt, Tinka-huerne er lavet af. 

For at have materiale nok har vi derfor hele marts været rundt i landet og systematisk opkøbt alle supermarkedernes toiletpapirbeholdning. Processen kræver imidlertid, at toiletpapiret bliver opløst i store bassiner fyldt med en blanding af håndsprit og gær. Så det har vi ligeledes været rundt og opkøbe. 

Og nu er projektet tilendebragt. En million stykker ren nissemagi fra Mensa Danmark til det danske folk.  

Tinkahuerne kan rekvireres gratis hos os (dog max 100 pr. henvendelse) fra i dag, den 1.april. 

For yderligere information, kontakt venligst:
Mensa Danmark - mensa.dk - Niels Ellevang - niels.ellevang@mensa.dk - 22380308