Nytårskuren for frivillige fejrer 10-års jubilæum med et nyt setup
15-01-2020 22:00

Nytårskuren for frivillige fejrer 10-års jubilæum med et nyt setup

Struer Kommunes årlige fejring af de frivillige, nytårskuren, rykker ind i Struer Energi Park efter 10 år i Folkets Hus. Den nye lokation åbner op for nye muligheder.

Struer Kommune har afholdt nytårskur for frivillige siden 2011 for at anerkende og synliggøre det store frivillige arbejde, der foregår i kommunen. Efter 10 år i Folkets Hus har Kultur- og Fritidsudvalget besluttet, at arrangementet i år, som finder sted den 29. januar kl. 19-21.30, skal afholdes i Struer Energi Park. Det er tid til at bryde ud af de vante rammer og forny konceptet.

"I Kultur- og Fritidsudvalget vil vi gerne blive ved med at videreudvikle på det velsmurte koncept bag nytårskuren. Og hvilken bedre anledning end et 10-års jubilæum til at lave større radikale ændringer. Vi har gennem længere tid erfaret, at der har været efterspørgsel på siddepladser til nytårskuren – det ønske kan vi nu imødekomme med placeringen i Struer Energi Park," forklarer udvalgsformand Lars Møller Pedersen.

De nye omgivelser åbner op for flere muligheder og skaber rum til flere og større aktiviteter til nytårskuren. Struer Kommune har indgået en aftale med Struer Energi Park, således der i år er mulighed for at tilkøbe fællesspisning inden arrangementet – et stort lækkert tapasbord. 

Tilmeldingen til nytårskuren foregår via en online tilmeldingsformular, som kan tilgås på denne side på struer.dk. Hvis du oplever vanskeligheder med tilmeldingen, kan Struer Bibliotek være dig behjælpelig. Du skal være opmærksom på, at det kræver en ekstra tilmelding, hvis du ønsker at benytte dig af tilbuddet om fællesspisningen - kontakt Struer Energi Park på mail.  

En aften for at hædre det store frivillige arbejde
Nytårskuren er en blanding af prisuddelinger, taler og musikalsk underholdning. I år sker det under ledsagelse af Vestjysk Big Band, som skaber en festlig stemning under hele showet. Derudover byder aftenen på forskellige småopvisninger udført af kommunens foreningsliv.

"De mange ildsjæle i vores frivillige foreningsliv fortjener en kæmpe hyldest for deres engagement og ikke mindst store vedholdenhed. De gør en stor forskel for andre, og det er netop grunden til, at vi afholder nytårskuren," tilføjer Lars Møller Pedersen.

Der bliver i alt uddelt ni priser til nytårskuren; Årets idrætsnavn, Kulturprisen, Foreningsprisen, Du gør en forskel-prisen, Unglederprisen, Lederprisen, Spejderprisen, Handicapprisen og Frivillighedsprisen.