Vi kører 78 kilometer hjem til jul
MELLEM LANDSDELE: Københavnerne og nordjyderne kører længst for at fejre juleaften – det er mest populært at være julevært i Sydjylland
♫Driving home for Christmas…♫
Julen er årets travleste tid på landets veje, og det bliver den nok igen i år: Godt halvdelen af os skal nemlig på farten for at fejre juleaften i år.
48 % skal holde jul hos nogen i Danmark, 5 % fejrer den under himmelstrøg i udlandet.
Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt 1953 voksne i Danmark, der fejrer jul, som YouGov har gennemført for ejendomsmæglerkæden Home.
”Folk, der skal på farten i Danmark, har 78 kilometers transport* til der, hvor de skal fejre julen i år, ” siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.
Tallet dækker helt naturligt over store forskelle. 11 % har mere end 100 kilometer, mens 14 % har max. 10 kilometer.
På juledestinationen venter de 44 %, der er værter for julen og altså slipper for juletrafikken, men nok løser ekstra mange af julens praktiske opgaver.
Længst hjem til jul har københavnerne - i snit 105 kilometer – tæt forfulgt af nordjyderne med 97 kilometer. At der tikker så mange kilometer på, dækker over, at nogle har en del længere til julen end de fleste. Hver femte i København skal eksempelvis køre mere end 100 kilometer.
Kortest har nordsjællænderne og folk rundt om hovedstaden==folk i Østsjælland med 49 kilometer.
At være hjemme hos sig selv i julen er mest populært i Sydjylland. 54 % er i hjemmevante rammer. Kun 27 % i København er værter juleaften.
”De store byer tiltrækker mange unge – og det er nok mange af dem, der skal hjem til julehygge hos forældre og svigerforældre. Det handler om traditioner, og så bor flere i lejlighed i byerne og har ikke samme plads til at holde jul som folk i et hus, ” siger Michael Dalsager fra Home.
3 % ved enten ikke, hvor langt de har, eller hvor de fejrer julen i år.
*Folk har svaret ved at angive afstanden i kilometer. Der er tale om gennemsnit af besvarelserne.
Folk der bor i landsdel |
Jul hjemme: |
Jul ude: Så langt |
Byen København | 27% | 105 km |
Nordjylland | 48% | 97 km |
Sydjylland | 54% | 77 km |
København omegn | 42% | 74 km |
Østjylland | 45% | 74 km |
Vestjylland | 47% | 70 km |
Fyn | 44% | 70 km |
Vest- og Sydsjælland | 45% | 70 km |
Østsjælland | 49% | 49 km |
Nordsjælland | 46% | 49 km |
Kilde: YoyGov for Home |