Overset ’trick’: Boligejere kan minimere risikoen - men gør det sjældent, lyder det fra cheføkonom
02-12-2019 14:00

Fastforrentet eller flexlån?
Overset ’trick’: Boligejere kan minimere risikoen - men gør det sjældent, lyder det fra cheføkonom

Foretrækker du fast eller variabel rente? Den størst mulige tryghed eller den lavest mulige ydelse? En sikring mod fremtidige rentestigninger eller et sats på, at renten forbliver lav?

Er du også i tvivl, om hvilket realkreditlån du skal vælge til dit boligkøb? Måske behøver du slet ikke vælge.

Ifølge Realkredit Danmarks cheføkonom kan det nemlig være en god idé at vælge begge dele, dele lånet op i to og på den måde ruste økonomien til både rentestigning og rentefald.

"Fordelen ved at kombinere fast rente med kort variabel rente er, at man sikrer sig mod aldrig at ende i den økonomisk dårligste situation rent lånemæssigt, uanset hvordan renten udvikler sig. Man mindsker med andre ord sin risiko i boligøkonomien," siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark til Børsen.

Hvis man ikke rigtig har en holdning til, om renten kommer til at stige eller falde, kan det være en god ide at sikre sig med flere forskellige lån, lyder det fra ejendomsmæglerkæden Home, som møder mange boligkøbere, der bliver lidt tomme i blikket, når talen falder på lån og renter.

Uanset, om renten stiger eller falder, ender man altså aldrig med at være blandt dem, som taber mest. Men man ender heller aldrig blandt boligmarkedets største vindere, understreger Christian Hilligsøe Heinig.

Ifølge cheføkonomen handler strategien om risikospredning. Boligejere undgår at lægge alle deres æg i samme kurv, præcis som man fraråder folk at gøre, når de investerer.

Der findes ingen samlede tal fra realkreditsektoren for hvor mange boligejere, der har opdelt deres lån, så en del af lånet har variabel rente, og en del har fast rente, men tal fra de enkelte selskaber viser, at det ligger i omegnen af 5-10 % af kunderne.