Herfra - Regelbau 411
20-09-2019 16:00

Udstilling: Herfra – Regelbau 411

28. september kl. 14.00 åbner en ny udstilling i Regelbau 411, som er en kunsthal for international lyd-, lys- og videokunst i to bunkere fra Anden Verdenskrig på halvøen Thyholm. Kunsthallen præsenterer stedsspecifikke udstillinger - udstillinger skabt til bunkernes særlige arkitektur og akustik. 

Udstillingen Herfra er skabt på baggrund af kunstneren Karen Bohøjs ophold i og omkring kunsthallen Regelbau 411 i sommeren 2019. Hun har været til stede her, har mødt lokale og lært stedet at kende som en udefrakommende antropolog. Udstillingen kan opleves som en æstetisk undersøgelse af Oddesund og de mennesker, som bor her. 

I denne ene af kunsthallens to bunkere har kunstneren installeret 10 vinduer ved hjælp af videoprojektioner. I løbet af sit ophold er Karen Bohøj blevet budt indenfor hos de mennesker, som bor i Oddesund. Hun har fået lov at filme deres vinduer. I udstillingen er de mange vinduer blevet spredt ud i bunkerens lukkede rum. Vinduet er som regel der, hvor vi kigger ud på verdenen, men Bohøj har rullet gardinerne for. I stedet kigger vi ind i hjemmet. Hvert vindue fortæller en historie og har sit personlige udtryk. De lokale hjem er blevet samlet i et fælles udtryk. Videoværkerne lader os kigge ud gennem betonen og ind i menneskers liv.

Værkerne i udstillingen bærer præg af Bohøjs interesse for, hvad der i det hele taget er det særlige ved et sted. Hvordan viser man et sted? Hvilken betydning har det, hvorfra man oplever det? Hvilke billeder kan indfange et steds særlige ånd? 

I den anden bunker har Karen Bohøj leget med en idé om at opløse bunkerens rumlighed.
I det ene rum arbejder hun med et element, som er særligt for Oddesund – nemlig vand. Gennem loftet siler regnen ned, og på gulvet vises små hverdagsglimt fra livet under vandet. Den sanselig installation forsøger på poetisk vis at opløse betonens konkrete rum. 
I det andet rum oplever vi, hvordan det specifikke geografiske sted ville se ud, hvis bunkeren ikke fandtes. Det er en illusion og en virkelighed på samme tid. Videoerne viser den faktiske natur lige uden for væggene, men de skaber også en illusion af en udsigt, som ikke kan opleves, fordi bunkeren netop findes. 

Udstillingen åbnes lørdag 28. september kl. 14.00 og kan opleves alle dage kl. 10-17 indtil 24. november.

Dagen før åbningen d. 27. september kl. 17 kan du opleve et foredrag med kunstneren ved 
Midtpunktet Thyholm, Rughavevej 5, 7790 Thyholm. 
Her vil hun fortælle om sin kunst og introducere sin nye udstilling i Regelbau 411. 

Karen Bohøj (1987, Gl. Rye) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Kunstakademiet i Malmø og Camberwell College of Art i London. Se mere på www.karenbohoej.dk