Sommerudstilling 2019
12-06-2019 22:00

Sommerudstilling 2019

Igen i år har Thyholm Kunstforening valgt at vise værker af én kunstner, som ”kan det hele”. 16. juni kl 15.00 er der fernisering på sommerudstillingen, som er lagt i hænderne på Christel Maria Nolle.

Hun rejser meget, og finder inspiration i såvel storbyer som på små græske klippeøer. Alle disse indtryk bliver så til malerier eller collager. Malerierne er overvejende abstrakte, men ofte med ”genkendelige” detaljer, og som regel med større flader i lyse farvetoner som kan bringe tankerne hen på hendes papirværker.

Christel Maria Nolle undgår selv at kalde papirværkerne for collager, hvilket også vil være en forenkling. Der er nemlig tale om en form for billedligt totalteater. Elementerne i papirværkerne er de traditionelle udklip fra alverdens magasiner, aviser og fotos af enhver art, men kombineret med klistermærker og hjemmelavede stemplaftryk, alt sammen holdt på plads af felter med akvarelmaling.

Såvel malerier som papirværker har titler, som klart henviser til billedet, men som langtfra er dækkende – der er ofte flere lag og historier i hvert enkelt billede. På sommer-udstillingen i Kulturhuset i Hvidbjerg viser Christel Maria Nolle også bronzeskulpturer. Også her er inspirationskilderne mangfoldige.

Klippepartier, marmorskulpturer og keramik fra Afghanistan blander sig med hendes egen samling af skulpturer og masker fra Afrika, og smelter bogstavelig talt sammen til forholdsvis små, men meget udtryksfulde skulpturer i massiv bronze. 


Udstillingen varer frem til 2. august, og der er gratis adgang dagligt (undtagen mandag) 15 – 17.