Per Worm tilbage på Høloftet
11-04-2019 22:00

Per Worm tilbage på Høloftet

 Den nordjyske humorist og sangskriver Per Worm spider samfundet i ord og sange.

Sangeren, sangskriveren og humoristen Per Worm var en kæmpestor oplevelse, da Høloftets Venner i februar i år afholdt generalforsamling. Deltagerne oplevede en troubadour, der med anekdoter og skarpe iagttagelser - leveret med timing, præcision og underspillet nordjysk humor, kunne tryllebinde et publikum.

“Jeg spiller for meget musik til at være stand-upper, og snakker for meget til at være musiker,” udtalte Per Worm ydmygt fra den lille scene på Høloftet. Men hans stil faldt i gæsternes smag, og der var på aftenen megen snak om at gentage successen med et visit på Thyholm.

Worm er opvokset i den traditionelle hippiefamilie med en keramiker-arbejdende alenemor på et nedbrudt landbrug i Hirtshals. Han droppede ud af gymnasiet for at gå direkte over til VUC, fordi han ville have sin SU og gode nok karakterer til at komme ind på det klassiske konservatorium. Han fik sin uddannelse som klassisk guitarist - for så at blive sangskriver.

I 2011 udkom debutalbummet 'Opsang' og Worm vandt samme år Zulu Comedy Slam. Han har siden samarbejdet med storytellers og oplægsholdere og turneret med blandt andet Allan Olsen og Pretzmann/Tolsgaard.

En aften med Per Worm er mere opsang end popsang, og kombinationen af de gode grin og den bagvedliggende alvor i budskaberne gør, at man virkelig får noget med sig hjem.

Vi er vildt glade for at byde Per Worm velkommen tilbage – en skøn aften venter

Og vi indleder naturligvis aftenen med en koncertbuffet fra Gl. Amstrup slagteren

Billetter købes her