Thyholm Kunstforenings Påskeudstilling 2019
31-03-2019 20:00


Thyholm Kunstforenings Påskeudstilling 2019

som har fernisering Skærtorsdag 18. april kl. 15-17 i Kulturhuset i Hvidbjerg. Udstillingen kører fra 18. - 22. april kl. 15-17 og er lagt i hænderne på fire kunstnere, som i hvert fald har én ting til fælles. De bor og arbejder alle på Venø. Men derudover er det nok lettere at få øje på forskellene

Lis Jensen har tidligere udstillet malerier i Kulturhuset i Hvidbjerg, men denne gang kommer hun overvejende med grafik. I grafikken arbejder hun ofte i serier, så der bliver på det nærmeste tale om én lang fortælling om naturen, som den udfolder sig på Venø, Island eller hvor Lis har hentet sin inspiration. Der er selvsagt ikke voldsomt ”spræld” på farverne, men selv i den neddæmpede grafiske farveskala finder man dramatiske historier. Og de ”sparsomme” farver kompenseres der så for i malerierne.

Kirsten Yde udstiller akvareller, og også hun er i overvejende grad inspireret af Venøs natur og dyreliv. Men det er ikke kun de store naturscenerier, der præger Kirstens billeder. Hun kan lige så godt finde på at gå helt tæt på, og lade en strandskade fylde hele billedet, så man næsten kan blive bange for at blive angrebet af det lange røde næb.

Med Karin Kristensens malerier kommer der så virkelig gang i den ”store” palet. Motiverne er ”figurative med en tendens til det nonfigurative” som hun selv forklarer. Og der er da også ofte mulighed for at gå på opdagelse i Karins billeder, som måske ikke direkte henter deres inspiration på Venø, men mere er generelle naturskildringer. Eller også fortæller en helt anden historie, som man selv kan digte med på.

Per Vestergaard er ene hane i kurven, og med hans finurlige skulpturer kommer vi ikke bare ned fra væggene og ud på gulvet, men også ud i et langt mere fantasifuldt univers, end det man måske lige forventer at finde på Venø. Per arbejder i mange forskellige materialer, og man kan forvente at møde såvel (næsten) naturtro figurer skåret i træ som abstrakte former i bronze, der leder tankerne hen på Vikingeskibsvragene i Roskilde. Og så en del der imellem!