Positive tegn for Limfjordsturismen!
13-02-2019 12:00
Prinsesse Benedichte besøger standen i Tyskalnd

 

Positive tegn for Limfjordsturismen!

Enjoy Limfjorden har i starten af 2019 deltaget på to udenlandske rejsemesser. Første messe var i januar måned i den hollandske by Utrecht, hvor i alt 125.000 gæster besøgte messen over fem dage. Messe nr. to var "Reisen 2019" på det vigtige tyske marked fra d. 6-10 februar, hvor 77.000 besøgende, en fremgang fra 71.200 i 2018, var forbi i løbet af fem dage.

Enjoy Limfjorden repræsenterer de fem kommuner Holstebro, Struer, Lemvig, Morsø og Skive, og havde materiale med fra over 50 turismevirksomheder plus fælles information omkring den samlede destination angående camping, autocamping, feriehuse, cykelferie, østers og muslinger samt meget mere.

Leder af Enjoy Limfjorden Peter Emsenhuber Graversen udtaler:

"Vi bruger hvert år disse messer til at teste vores markedsføringsmateriale samt interessen for området. Fungerer materialet ikke fysisk, og viser folk ikke tilstrækkelig interesse, kan vi derfor tilrette vores digitale markedsføring, således det virker bedst muligt på de udenlandske markeder, hvorfra vi gerne vil tiltrække flere gæster”

Netop Holland og Tyskland udgør sammen med Norge de største markeder i destination Enjoy Limfjorden, og derfor er der særlig fokus på disse. Enjoy Limfjorden har de seneste fem år oplevet en konstant vækst i antallet af overnattende gæster, og tendensen ser ud til at forsætte i 2019. Gæsterne på messen har i hvert fald en meget positiv opfattelse af Nordvestjylland og Limfjorden som feriedestination.

Peter Emsenhuber Graversen udtaler:

”Vi har fået utrolig pænt feedback i år, og derfor ser det ud til, at vi skal fortsætte i samme spor med vores digitale markedsføringskampagner. En særlig tak skal lyde til de virksomheder, som selv møder op på messen og er med til at sælge vores fælles område. De gør det rigtigt godt og er med til at skabe en autentisk oplevelse for de besøgende. F.eks. deltog Fur Bryghus alle fem dage og bød på smagsprøver af deres gode øl, og det er med til at sætte gang i en god snak med potentielle samt tidligere gæster”.

Enjoy Limfjorden har i alt cirka 2,3 millioner overnattende gæster om året. Dette tal er uden overnatninger fra Airbnb samt fra mindre overnatningssteder med under 40 sengepladser. 51% af gæsterne i destination er udenlandske gæster med Tyskland som det klart største marked.