Ny udstilling i Kunsthallen Regelbau 411
21-09-2018 10:00

Ny udstilling
i Kunsthallen Regelbau 411

29. september kl. 14 åbner kunsthallen Regelbau 411 en ny stedsspecifik udstilling af den berlin-baserede kunstnerduo Vinyl -Terror & -Horror.

Udstillingen SuperHits åbnes af Struers borgmester Niels Viggo Lynghøj og kunstenhallens leder Mikkel Elming.

SuperHits
En udstilling af Vinyl -Terror &  -Horror
30.09.18 - 11.11.18
Åbent hver dag kl. 10 - 17

Vinyl -Terror &  -Horror består af kunstnerne Camilla Sørensen og Greta Christensen. De har igennem 15 år arbejdet i spændingsfeltet mellem musik og billedkunst. 

Kunstnerduoens særprægede navn er ikke uden betydning. De arbejder blandt andet med den lyd, som kommer ud af at afspille smadrede vinylplader. Ved at smadre og terrorisere oplevelsen af  den musik, de arbejder med, modificerer og udvikler de vores oplevelse af den. Man kan sige, at deres værker er som ridser i pladen. De skaber forstyrrelser, som gør os opmærksomme på kilden til vores oplevelser. 

I udstillingen "SuperHits" vil kunstnerduoen gøre det omvendte af, hvad de plejer. I stedet for at smadre vinyler, vil de genindspille de vinyler, de allerede har smadret. 

"Vi har i 15 år bearbejdet og "smadret" vinylmediet på alle tænkelige måder - Pladespillere er blevet modificeret og plader er blevet savet op og limet sammen til uigenkendelighed. Nu er tiden inde til at 'reparere' og genskabe," fortæller kunstnerne om deres udstilling i Regelbau 411.

Udstillingen vil indtage kunsthallens labyrintiske arkitektur med en rummelig komposition af lys-, lyd- og videokunst. Her kan man gå på opdagelse i bunkernes særlige akustik.

Alle er velkomne til åbningen d. 29. september kl. 14.00.

Hovedvejen 1, 7790 Thyholm 
info@regelbau411.dk
Tlf: 42 54 52 50