Udstilling 5 2018 på Mississippi
01-08-2018 22:00
Keramiker Tove Lundby Thorvaldsen

Udstilling 5 2018 på Mississippi

Lørdag den 4. august er der fernisering kl. 14.00-17.00. Udstillingen kører frem til søndag den 2. september. I hele udstillingsperioden er der åbent fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00. På ferniseringsdagen åbnes der kl. 13.30.

Efter en stor sommerudstilling, med mange besøgende, er Mississippi klar til at levere en ny udstilling. Den nye udstilling er med kunstnere fra Haderslev, Skanderborg, Esbjerg, Trustrup (Djursland) og Hornslet. Og så håber vi på at kunne præsentere en af Mississippis egne installationer.

Der er tale om fire billedkunstnere og en keramiker.

Keramiker Tove Lundby Thorvaldsen, fik antaget fire værker på Mississippis Censurerede udstilling i år, derfor fik vi lyst til at udstille mere fra hendes hånd. Toves keramiske værker fremstår meget unikke. Alle hendes værker er udført i en sammenkobling mellem naturens organiske former, materialet og menneskehånden.

Inspiration hentet i naturen
Tre af de fire billedkunstnere, Malene Kløve Dalsgaard, Kirsten Mønsted og Lene Hassig Vilslev har alle hentet deres inspiration fra naturen.

Kirsten Mønsted siger: Interessen og nysgerrigheden for kunst og det at male – er for mig – en stor energigivende kilde og inspiration til fordybelse og glæde. Mine billeder opleves som abstrakte med tanker ledt hen mod naturens mange linjer og former.

I Lene Hassig Vilslevs malerier oplever man en levende og dynamisk verden. Værkerne syder af energi og bevægelse, som omhandlede de livets opståen, eksistensen, forgængeligheden og naturens kraft. Naturen og dens kraft afspejler sig i høj grad i Lenes billeder.

Malene Kløve Dalsgaard arbejder med stoflighed, materialitet, mønstre og med begrebet udvidet maleri. Værkerne optræder oftest i store formater, og det spores, at der arbejdes på flere værker samtidig. Meget ofte udspringer idéerne og motiverne når, der udvikles på et værk i processen, hvor brugen af forskellige materialer giver afsæt til flere undersøgelser.

Min drivkraft er nysgerrighed

Tove Foghs oplæg er ofte opstillinger, hvor hun eksperimenterer med genstande i forskellige kontekster. Derved opstår nye scenarier og muligheder, og det, der ikke umiddelbart er synligt for øjet, trænger sig måske på. Derfor bliver skyggerne også nogle gange aktive medspillere, som f.eks. i ”Ud i det blå med et pust i nakken”.

Toves drivkraft er nysgerrighed og de eksistentielle spørgsmål, og hun ser hendes værker som refleksioner over tilværelsen. Projektioner af tanker og associationer, hvor det abstrakte manifesterer sig i et figurativt udtryk.

Ny installation
I forbindelse med denne fernisering håber vi at kunne præsentere en ny installation, der tager udgangspunkt i genbrug.