Påskeudstilling 2018
22-03-2018 10:00

Påskeudstilling 2018

Thyholm Kunstforening plejer at holde sig til overvejende lokale kunstnere, når der indbydes til påskeudstilling. Det holder ikke helt stik i år. Den ene af kunstnerne, Johanne Randen, bor godt nok i Lemvig, men er opvokset og uddannet i Norge, mens den anden, Lene Abildgaard Knudsen, har en fortid i Lemvig, men bor nu i Ikast. 

Men deres kunstneriske virke er hævet over enhver lokal begrænsning, så Skærtorsdags fernisering i Kulturhuset vil blive blot endnu et led i en større sammenhæng. 

Nogle år kan vi på plakaten skrive, at de enkelte kunstnere er maler, grafiker, væver, skulptør eller lignende. Men den går ikke denne gang. 

Lene Abildgaard Knudsen er godt nok uddannet som væver, og hun har da også vævet messehagler og alterforhæng, antependier, til flere kirker, men der er ofte så mange forskellige ting blandet ind i hendes væverier, at der på det nærmeste er tale om rumlig kunst. Desuden laver hun deciderede skulpturer af forskellige materialer. 

Johanne Randen må vel først og fremmest karakteriseres som maler, men hendes billeder har ofte karakter af collager, fotos, grafik og tegninger. Hun fortæller ofte historier, på den måde, at billederne hænger sammen i serier, men hvert enkelt billede fortæller i sig selv en, eller måske endda flere historier. 

Det er ikke første gang de to kunstnere udstiller sammen. De har begge et imponerende CV, og i mange tilfælde har de været sammen, så der er al mulig grund til at glæde sig til deres fælles bud på årets Påskeudstilling i Kulturhuset i Hvidbjerg