Struer kommune styrker og samler iværksætteri
16-03-2018 14:00
Struer kommune styrker
og samler iværksætteri
 
Den 1. april tiltræder Søren Johansen som ny administrerende direktør i BusinessPark Struer i en stilling, som ikke længere skal være delt med Nupark. Målet er at styrke indsatsen for de spirende virksomheder i kommunen og gøre flere af deres ideer markedsparate.

BusinessPark Struer har i en årrække været kendt som et stærkt inkubationsmiljø for nyopstartede virksomheder og hjemsted for lidt større virksomheder. Parken tilbyder iværksættere gratis coaching og samtidig bliver de en del af et attraktivt netværk, hvor man hjælper hinanden i gang og trækker på hinandens erfaringer. Efterspørgslen har i en periode gjort det næsten umuligt at få kontorplads i parken, hvor der kun var skriveborde ledige.

BusinessPark Struers gode resultater og erfaringer skal der nu bygges videre på, hvor en gruppe virksomheder er vokset ud af parken. Det giver plads til et nyt kuld af iværksættere med den gode idé og viljen til at føre den ud i livet. Derfor har parkens bestyrelse besluttet at fokusere ledelseskræfterne lokalt og ansætte en administrerende direktør, der kun skal være i BusinessPark Struer.

Endnu større motor for vækst

Fra den 1. april bliver det Søren Johansen, der er lokalkendt fra Intersport Struer, webshoppen crazysport.dk og ikke mindst sit engagement i handelslivet, der skal drive BusinessPark Struer fremad.

Søren Johansen mener, at han med sin salgsbaggrund og engagement i Struers udvikling kan bygge videre på BusinessPark Struers styrker og åbne flere berøringsflader for at gøre parken mere kendt og tiltrække iværksættere fra et større område.

”Jeg ser meget frem til at tage opgaven på mig. Det er meget vigtigt for mig, at huset bliver synligt for alle med en god idé og at vi formår at blive en endnu større motor for vækst i både det etablerede erhvervsliv og for kommunens erhvervstalenter. Alle skal føle sig velkomne med deres iværksætterånd. Jeg ved, hvor afgørende det er, at Struer kan tilbyde et iværksættermiljø, der inspirerer til at starte egen virksomhed og formår at udvikle de mange gode ideer,” siger Søren Johansen. 

Succes når virksomheder vokser ud af rammerne
Ændringen i ledelsesstrukturen med en direktør dedikeret til BusinessPark Struer betyder, at den nuværende administrerende direktør for både Nupark og BusinessPark Struer, Peter Petersen, fratræder den 31. marts. Han kan se tilbage på en positiv udvikling, hvor mange iværksættere har været igennem systemet og en del af dem er blevet så store, at de er flyttet i egne domiciler.

”En udviklingspark som BusinessPark Struer har succes, når virksomheder vokser ud af rammerne og forlader den. Det giver plads til nye iværksættere og virksomheder, der kan få gavn af den målrettede erhvervsservice og netværket. Det glæder mig, at den indsats nu styrkes med en fuldtidsleder,” siger Peter Petersen.

Han vil nu koncentrere sig om et opstartsprojekt, som han håber at kunne løfte sløret for senere på foråret.

Kort vej fra tanke til handling
Niels Viggo Lynghøj, borgmester i Struer Kommune, hilser også den ændrede prioritering velkommen og glæder sig til at samarbejde med Søren Johansen.

”Vi har haft stor glæde af BusinessPark Struer, både fordi virksomhederne skaber vækst, men også fordi vi der kan udnytte den korte vej fra tanke til handling, der i vores kommune. Parken har et godt ry på grund af det unikke netværk og den entreprenørånd, som er så kendetegnende for de lokale iværksættere. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil skabe resultater, at bestyrelsen har prioriteret lokalt iværksætteri ved at samle ledelseskræfterne i Struer og ansætte Søren Johansen til at indfri det potentiale,” siger Niels Viggo Lynghøj.

Niels Viggo Lynghøj var også borgmester i 2010, da Struer Kommune tog initiativ til at etablere BusinessPark Struer i bygningerne på Fælledvej, hvor Ericsson tidligere havde til huse. Det skete i samarbejde med Ericsson, Erhvervsrådet, Region Midtjylland og Væksthuset. Siden da har parken understøttet en lokal produktion af arbejdspladser, som er en hjørnesten i Struer Kommunes erhvervsstrategi. Nystartede virksomheder i BusinessPark Struer har på grund af netværk, coaching og gode faciliteter haft en højere overlevelsesrate end nystartede virksomheder udenfor. Men ideen er også at skabe en vekselvirkning med det eksisterende erhvervsliv og udvikle det lokale økosystem af virksomheder.