Nytårskur for frivillige
14-12-2017 11:00

Nytårskur for frivillige

Struer Kommune vil gerne takke frivillige og foreninger for deres store indsats i 2017.

I det nye år vil vi igen anerkende og fremhæve det store arbejde, I gør for fritidslivet i Struer Kommune, ved den årlige, festlige nytårskur. Her handler det om at mødes på tværs, udveksle erfaringer og anerkende den store indsats, de frivillige udfører for at gøre kommunen til et rigtigt godt sted at bo.

Nytårskuren finder sted i Folkets Hus torsdag den 25. januar kl. 19.00 – 21.30 (dørene åbner kl. 18.30). Nytårskuren byder atter på stående taffel med champagne og kransekage, prisuddelinger, underholdning og eftertanke.

I år med oplæg af forfatter og foredragsholder René Nielsen, kendt for bogen ”Halv mand – helt menneske” om at udfordre sine egne muligheder - en fortælling, som tilhørerne ikke kan undgå at blive rørt af og huske længe efter. Herudover revy ved Resen Amatørscene og Struer Sangen ved Lars Oluf Larsen fra Operaen i Midten akkompagneret af pianist Anna Lystbæk.

Arrangementet er for foreningerne og frivillige ledere, hjælpere og trænere, der ulønnet og med passion gør en forskel for borgerne i kommunen. Hver forening kan uden begrænsning invitere frivillige ledere, trænere og instruktører.

Foreninger, der kan deltage, er folkeoplysende foreninger hjemmehørende i Struer Kommune, frivillige sociale foreninger med aktiviteter i Struer Kommune, handicapforeninger, ældreforeninger, paraplyforeninger, kulturforeninger og kulturinstitutioner med frivillige hjælpere.

Jeg vil på Struer Kommunes vegne ønske alle frivillige en glædelig jul og et godt nytår, samt en festlig nytårskur, hvor I velfortjent kan fejre endnu et virksomt år.

Niels Viggo Lynghøj
tiltrædende borgmester

PROGRAM

• Nytårstale ved borgmester Niels Viggo Lynghøj

• Uddeling af priser

  •  Årets Idrætsnavn
  • Kulturprisen
  • Lederporisen 
  • Unglederprisen
  • ’Du gør en forskel’-prisen
  • Foreningsprisen
  • Spejderprisen
  • Handicapprisen
  • Frivillighedsprisen

• Oplæg ved forfatter og foredragsholder René Nielsen

• Revy ved Resen Amatørscene

• Struer Sangen ved Lars Oluf Larsen, Operaen i midten

• Hyggepianist Anna Lystbæk

TILMELDING SENEST TORSDAG DEN 18. JANUAR 2018 Tilmelding foretages af foreningens formand, ved mail til sekretariatet@struer.dk med oplysninger om navne på deltagerne. Der er få siddepladser, fortrinsvis til de mest gangbesværede og handicappede. Disse pladser bestilles ved tilmelding.