Man spiser sammen i Struer Kommune
21-04-2017 13:00
Man spiser sammen i Struer Kommune 

Ensomhed trives ikke i fællesskaber. Så lad os få flere med i fællesskaberne. 

Det er baggrunden, når Struer Kommune og Struer Frivillighedscenter i uge 17 inviterer fællesmåltider, der har til formål at sætte fokus på ensomhed og hvordan den kan bekæmpes.

”Vi ved, at ensomhed mistrives i fællesskaber, så derfor skal vi også bekæmpe ensomheden ved at dyrke og styrke fællesskaberne. Vi skal bryde tabuer, tale om ensomhed og især skal vi alle turde aktivt at række hånden ud og invitere andre indenfor i vores fællesskab. Ja, og så skal vi turde sige ja tak til en udstrakt hånd, en invitation”, siger Rasmus Beltofte fra Struer Frivilligcenter, som er en af arrangørerne af de mange fællesmåltider der foregår i Struer Kommune i uge 17.

At ensomheden kan bekæmpes gennem fællesskaber er Centerchef for Handicap, Social og Psykiatri i Struer Kommune, Lene Hornstrup, enig i, og peger på, at det mange gange er de små tiltag, som kan gøre en stor forskel:

”Ensomhed ikke er en rar følelse og den kan være meget smertefuld, og samtidig er den tabubelagt. Unge som ældre rammes. Men heldigvis, i de fleste tilfælde, varer ensomhedsfølelsen ikke ved. For følelser forandrer sig. Ligesom livsomstændigheder gør. Og vi kan være med til at præge dem. Nogle gange er det ganske små ting, der skal til for at ændre vores perspektiv, give håb eller opfylde et behov for kontakt.”

Derfor er Struer Kommune også gået ind i projektet blandt andre i form af psykiatriskolen, der tirsdag d. 25. april er vært ved fællesmåltidet og arrangementet ”Lyden af Struer der spiser sammen” på den åbne plads på Østergade 16, hvor der vil være plads til 200 spisende og blandt andet Kvickly sponsorerer dessertkage til de fremmødte.

Vi har alle et ansvar

Når der i uge 17 sættes fokus på ensomhed og at det fælles måltid kan være startskuddet til at se en udvej af denne, er det med en forhåbning om, at vi fremover bliver bedre til at tage ansvar bekæmpelsen af det tabu ensomheden er:

” Vi vil gerne med arrangementet ”Lyden af Struer der spiser sammen”, sætte fokus på at fællesskaber har stor betydning for at bryde ensomhedsfølelsen og at vi alle har et ansvar for at nedbryde tabuer. Nogle gange er det bare lettere at skabe kontakt til andre, hvis kontakten eller venskabet ikke er det primære mål men at det kan handle om bare at deltage i et fællesskab.”, påpeger Lene Hornstrup.

Og netop at vi alle kan gøre noget, har Rasmus Beltofte ligeledes fokus på, når han opfordrer til handling: ”Lad os alle invitere mindst én anden ind at spise i uge 17. Måske naboen, underboen, en vi ikke rigtigt kender, nogen der er udenfor”

Danmark spiser sammen

Når der i Struer Kommune sættes fokus på ensomheden skete dette som i den årligt tilbagevendende begivenhed ”Danmark spiser sammen”, som er igangsat af netværket ”Folkebevægelsen med Ensomhed”, hvilket har som sit mål at halvere antallet af ensomme i Danmark.

Danmark spiser sammen byder både på en række kæmpestore fællesmåltider nationalt, mange lokale fællesmåltider overalt i Danmark og altså en opfordring til os alle om at invitere et andet menneske indenfor. Hjemme eller fælles. Se alle fælles måltider på www.danmarkspisersammen.dk

 

Program:

Flere dage

Søndag den 23.4 og 30.4 Kl. 12: Ældresagen og Cafe Kastaniegården, Østergade 7, inviterer alle til søndagsspisning med 3 retter, samvær, sang og musik. Pris: Kr 100. Tilmelding senest to dage før på tlf 45548779 eller email info@cafekastaniegaarden.dk

Mandag 24.4 – onsdag 26.4 Kl. 18. Handbjerghus Efterskole, Aggerholmsvej 4, Thyholm inviterer sammen med lokale foreninger alle til fælles middag. Det koster kun 40 kr. Så tag naboen eller andre med. Tilmelding senest dagen før på tlf 78797150 / kontakt@handbjerghus.dk

Tirsdag den 25.4

Kl. 09.30-12.00 Aktivitetsgruppen i Baunekrogen. Samvær spisning og hygge i fælleshuset. Alle beboere er velkomne og må hver tage en ven med. Vi hjælper hinanden med at dække bord og rydde op. Pris: 20 kr. Tilmelding til Mette senest den 21.4 på 24647666.

Kl. 16.00: Venligboerne, Skolegade 5A i Struer, inviterer alle til sammenskud i kultur-samtalecaféen i Frivilligcentret. Pris: Gratis, men alle må meget gerne medbringe en lille ret, salat, frugt eller kage. Vi håber på et bord med alverdens mad. Ikke tilmelding.

Kl. 16.00: Lyden af Struer der spiser sammen, Østergade 16, Struer Kommune inviterer til fællesspisning udendørs på ”den nye plads” i Østergade. Tag din ven, veninde, nabo, bedstemor under armen, find en siddeplads og spis i fællesskab. Vi sørger for mad og drikke, god stemning og musik.

Torsdag den 27.4

Kl. 11. Ældrecenter Solvang, Rolighedsvej 1, 7790 Thyholm inviterer til middag og underholdning. Tilmelding senest den 24.4 på tlf 96849790

Kl. 12.00: Struer Frivilligcenter og Aktivitetscentret, Skolegade 5a inviterer til ”Hvor stort bord skal vi dække?” Alle borgere er meget velkomne. Tag gerne én med! Plads til alle. Handbjerghus Efterskole laver frokosten. Pris: 30 kr. Tilmelding senest 24.4 på 24877147 eller karenk@struer.dk

Fredag den 28.4

Kl. 11.30. Trivselscafeen i Sundhedscenter Thyholm, Sønderlandsgade 5, 7790 Thyholm inviterer til fælles frokost i cafeen, som er åben for alle. Pris: 25 kr. Ikke tilmelding.