International kulturudveksling på Thyholm 28 skoleelever fra de fleste hjørner af Europa gæster i denne uge Thyholm Skole som
08-04-2017 10:00
 
International kulturudveksling
på Thyholm Skole
 
28 skoleelever fra de fleste hjørner af Europa gæster i denne uge Thyholm Skole som afslutning på EU-projektet Erasmus+. Fællesskab og forståelse på tværs af kulturer er overskriften for hele ugen, der fredag byder på besøg på Struer Rådhus.

Mandag morgen runger Thyholm Skole og Midtpunktet Thyholm af lyd og liv. Det gør det store kulturelle knudepunkt i Hvidbjerg ofte, men i dag adskiller lydene sig alligevel fra det sædvanlige. Italienske, tyrkiske, engelske, tyske, ungarske og polske gloser blander sig med danske og signalerer, at der er besøg ude fra Europa. De forskellige nationaliteters flag, der er hængt, klistret og opsat mange steder på skolen, fortæller samme historie.

Thyholm Skole har gennem de sidste to år deltaget i EU-projektet Erasmus+, som har bragt omkring 25 af skolens elever rundt til seks forskellige skoler i fem europæiske lande. Nu har projektet nået sin afslutning og det er Thyholm Skole, der har besøg, og de 28 tilrejsende italienere, tyrkere, englændere, tyskere, ungarere og polakker er indlogeret hos værtsfamilier.

Fællesskab i urolige tider
Besøget starter med velkomst på samtlige talte sprog i salen fra skoleleder Knud Bjerregaard, musik fra et skoleband og fællessang.

”Projektets omdrejningspunkt er at nedbryde fordomme og give hinanden kendskab til vore forskellige kulturer ved at drøfte vore traditioner omkring vores barndom, ungdom og alderdom. Hvori består forskelligheden, når man er 15 år og bor i Englang eller på Thyholm? Jeg tror det fællesskab, der opstår her, er enormt vigtigt i disse urolige politiske tider,” siger Knud Bjerregaard.

For at fremme kulturudvekslingen er ugens program pakket med aktiviteter, som støtter op om projektets hensigter. Øvelser i forskellige folkedanse, analyser af immigranthistorier, fortællinger om medbragte kulturgenstande og besøg hos museer og attraktioner i det jyske er nogle af de aktiviteter, som gæsterne skal opleve.

Kulturforskelle en udfordring – ikke et problem
De mange besøgende bor hele ugen hjemme hos thyholmske familier og det kulturelle møde er en del af projektet. De udfordringer, skolens lærere har mødt undervejs i planlægningen, er derfor blevet taget som netop udfordringer frem for problemer.

”Vi skal hele tiden være opmærksomme, f.eks. er der mange der ikke spiser svinekød. Men sådan er kultur. De er forskellige og det tror jeg vi er gode til at håndtere,” siger Tina Sørensen, som er skolens koordinator for besøget. Hun står også for en række øvelser, der skal bryde isen og hjælpe dialogen på vej ved at lade eleverne besvare kulturelle spørgsmål i små grupper. Blandt andet ”hvad ville jeg gøre, hvis jeg skulle møde USA's præsident?”.

”I har sikkert aldrig været på et mindre sted end Thyholm”
Efter en fællessang om tankesættet bag Erasmus+ holder formand og forældrerepræsentant i skolebetyrelsen, Svende Grøn, en tale om hvordan man som tilrejsende begår sig på Thyholm - med et glimt i øjet.

”I har sikkert aldrig været på et sted, som er mindre end Thyholm. Jer som kommer fra Istanbul har i hvert fald ikke. På Thyholm er der kun 3500 mennesker. Men det er meget godt, for I kan nå at lære alle indbyggerne at kende, mens I er her,” siger Svende Grøn og fortsætter:

"Fordi det altid blæser fra vest, bøjer alle vores træer mod øst. Så hvis I farer vild på Thyholm, kan I bare kigge på træerne og så ved I hvor verdenshjørnerne er. Det er meget smart”.

Fredag er elever og lærere i Struer, hvor de besøger rådhuset, Marilyn Anne og museet, hvorefter der er fest hjemme på skolen.