Kom tæt på Nordvestjylland med ”Lokale Fortællinger 2017”
23-03-2017 22:00

Kom tæt på Nordvestjylland med
”Lokale Fortællinger 2017”

Fra april til oktober 2017 har turister og borgere i år mulighed for at få en helt speciel oplevelse, når mellem 40-50 fortællersteder inviterer på en fortælling om livet i det nordvestjyske, ved havet og omkring Limfjorden.

Blandt de "Lokale fortællinger" finder man Mississippi, Hvidbjerg, Den japanske Have og Struer Håndbryg begge fra Struer.

Det at møde lokale fortællere er blevet mere og mere populært, og Enjoy Limfjorden har mere end fordoblet antallet af deltagende fortællersteder fra sidste år med et nyt gentænkt koncept. Enjoy Limfjorden kan foreløbig byde på 40 forskellige fortællinger, hvor gæster og borgere i området har mulighed for at møde lokale ildsjæle og få en autentisk oplevelse i form af en rundtur og en god historie hos en de mange lokale aktører. 

Leder af Enjoy Limfjorden, Peter Emsenhuber Graversen, udtaler:

”Vi er bestemt glade for den store tilslutning konceptet har fået. Vi har allerede omkring 40 fortællersteder, og vi forventer at ende på omkring 50. Det er et unikt koncept, som vi er nogle af de eneste i hele Danmark, der arbejder med. Konceptet giver lokale virksomheder mulighed for at vise deres produkter og initiativer frem – og både danske og internationale turister er vilde med muligheden for at komme tæt på og få et indblik i det lokale område og den tilknyttede historie”.

Der er mulighed for at høre fortællinger inden for temaerne Fødevare-, Limfjords-, Kultur- og By- og Naturfortællinger, som alle bliver fortalt af stolte lokale borgere. Man kan vandre en tur mellem vinstokkene, mens der forklares, hvordan vinen dyrkes, og hvordan druerne omdannes til vin. Hør og smag på øl fra et af områdets mikrobryggerier eller besøg et mejeri. Dette er blot nogle af de oplevelser, du kan få med områdets lokale fortællinger i 2017.

Lokale fortællinger findes også på tysk og engelsk og hedder Local Tellings 2017. I den forbindelse opfordrer Peter Emsenhuber Graversen til, at endnu flere får mod på at udbyde rundture og fortællingerne på eksempelvis tysk og tilføjer:

”Tyske gæster sætter virkelig pris på muligheden for at opleve fortællingerne på deres eget sprog. Man behøver ikke være flydende til tysk, og det handler om, at man kan gøre sig forståelig. De fortællersteder, som tilbød tyske fortællinger sidste år havde ofte besøg af flere hundrede tyske turister, der mødte frem til fortællingerne. Det kan jo give en væsentlig meromsætning til eksempelvis en lille virksomhed eller et museum”.

Initiativet er allerede blevet bemærket i udlandet. Sidste år havde Enjoy Limfjorden besøg af ”Ireland’s Ancient East”, som var på besøg i det nordvestjyske for at finde inspiration til deres arbejde i Irland på den irske østkyst, hvor de også vil bruge ”storytelling” og lokale fortællinger til at udvikle den irske turisme.

Det er muligt at købe billetter digitalt til fortællingerne på Enjoy Limfjordens hjemmeside, og man kan også møde op og betale kontant. I år indeholder programmet fortællinger fra Holstebro, Struer, Lemvig, Morsø og Skive kommune. Du kan læse meget mere på: www.enjoy-limfjorden.dk

Konceptet er opstået i et samarbejde med VisitLemvig, VisitStruer, VisitHolstebro, VisitMors samt VisitSkive. Prisen på oplevelserne varierer - fra gratis til 150 kr.

De lokale fortællinger bliver markedsført online af Enjoy Limfjorden, der er en tværkommunal turismeorganisation bestående af kommunerne Holstebro, Struer, Lemvig, Skive samt Morsø. Enjoy Limfjorden er Danmarks 7. største destination med over 2,3 millioner overnattende gæster om året.