Patient nummer 1000 færdigbehandlet på Center i Struer
30-09-2016 10:00

Patient nummer 1000 færdigbehandlet på Center i Struer

Tirsdag den 13. september blev dagen, hvor Center for Tandregulering Nordvestjylland – i daglig tale CTN – fik færdigbehandlet patient nummer 1000. Et skarpt hjørne for centeret, som efter en svær opstart har fået et godt flow af patienter fra de fire Limfjordskommuner i samarbejdet.

Ledende specialtandlæge Raaid A. Salih, som har været på posten i knap to et halvt år, ser det som noget særligt at runde 1000 afsluttede patienter på grund af centerets tilgang til behandlingsforløbet.

”For os er det afgørende, at hver patient tilbydes den rigtige behandling, da vi jo behandler tænder for hele livet. Vi prøver også at tilrettelægge behandlingsforløbet på en måde, så det bliver en god oplevelse for barnet og familien. Så jeg er rigtig glad og stolt over, at vi nu har haft 1000 patienter igennem på den tankegang og færdigbehandlet dem her på CTN,” udtaler ledende specialtandlæge Raaid A. Salih.

”Hvert enkelt patientforløb er unikt og forløber forskelligt, og det er ikke ualmindeligt, at et forløb tager to til tre år fra opstart til afslutning. Det kræver en høj grad af tillid og tålmodighed fra børnene og deres forældre og jeg vil gerne takke dem for et godt samarbejde og glæder mig over, at vi nu er nået så langt,” fortsætter Raaid A. Salih.

”Alle har arbejdet rigtig hårdt”
Bestyrelsesformanden for CTN er borgmester Mads Jakobsen fra Struer Kommune, og han glæder sig også over, at milepælen er nået.

”Det er en rigtig god nyhed. For os i bestyrelsen og ikke mindst for børnene og forældrene i de fire kommuner.  Det er ikke nogen hemmelighed, at CTN har haft en svær opstart. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan se, at der er et godt patientflow i centret og at vi får færdigbehandlet rigtig mange patienter”.

”Vi har et meget velindrettet center, der giver optimale betingelser for god patientbehandling og en effektiv drift. Alle omkring CTN har arbejdet rigtig hårdt for at løbe det i gang – derfor er det rigtigt dejligt at resultaterne nu begynder at vise sig,” siger bestyrelsesformand Mads Jakobsen.

Center for Tandregulering er et fælleskommunalt selskab bestående af Lemvig, Skive, Struer og Thisted Kommuner og startede op den 1. marts 2013. CTN står for tandregulering af de 0-18 årige børn i de fire kommuner.