Thyholmer sætter mere lyd på Struer
14-03-2016 17:00
Thyholmer sætter mere
lyd på Struer

Under Run To The Beat 2015 stod den 34-årige DJ Flarup bag mikserpulten i målområdet og under afterpartyet og forkælede ører og ømme ben med stemningsfuld elektronisk musik. I 2016 udvider Thomas Flarup, der voksede op på Thyholm og stadig bor i området, sit samarbejde med Struer Lydens By. Det gør han ved at stå i spidsen for flere innovative lydprojekter i 2016.

Første tiltag bliver en DJ-skole, som etableres i regi af Struer Musikskole. Her kan interesserede få et fundament for at arbejde mere professionelt med DJ-kunsten, hvad enten drømmen er at være pladevender til skolefester, elektronisk komponist hjemme i soveværelset, eller sætte gang i en udendørs fest med tusinder af dansende deltagere.

Thomas Flarup glæder sig til at komme i gang med at bidrage til Lydens By og være med til at løfte lokalområdets image udadtil.

”Jeg har fra starten synes, at det er et godt projekt. Med B&Os historie og det, lyd har betydet for området, er det den helt rigtige beslutning af Byrådet at satse på Lydens By,” siger Thomas Flarup, der for tiden arbejder på netop B&O og venter på at få udgivet sin nyeste plade.

En god DJ sætter den rette stemning
Undervisningen i DJ-skolen kommer til at forløbe over fire uger med tre timers undervisning og praksis om ugen. Deltagerne får en masse at vide om hvad det indebærer at være DJ, både hvad det kræver af teknik og praktisk erfaring, og hvordan man finder sin egen stil og kunstneriske tilgang til DJ-håndværket.

Flere steder i Danmark kan håbefulde unge få DJ-undervisning, men i Struer vil undervisningen blive unik ved hjælp af Thomas Flarups helt personlige musikfilosofi, som han har udviklet i løbet af karrieren. Det sidste halvandet år har han holdt fri fra DJ-jobs for at arbejde på et nyt og lysere udtryk i sin lyd, der afspejler hans aktuelle ståsted i livet. Kernen i arbejdet er en søgende tilgang, der vil smitte af på undervisningen.

”En DJ står for at lave stemninger, det er hans niche. Det drejer sig ikke om bare at spille top 50, men netop om at sætte den rette stemning til den rette situation. Målet med min undervisning bliver at hjælpe kursisterne til at finde den stil og stemning, der passer dem bedst. Min karriere har handlet meget om at få en fest helt op at ringe, men det er fantastisk, hvis min undervisning også giver nogle lyst til at være den, der laver afslappende lydtapeter på cafeer. Hvis man er til stede i det, man gør, og nyder at spille, lyder det også ægte for dem, der lytter,” siger Thomas Flarup, der i løbet af foråret tager rundt og holder oplæg om DJ-skolen for at hverve deltagere.

Målgruppen for DJ-skolen er de 12-23-årige, men forløbet er fleksibelt så det kan rumme alle aldre, forhåndsevner og ambitionsniveauer.

Lidt af en Georg Gearløs
Samarbejdet med Lydens By bygger også på, at Thomas Flarup interesserer sig for andre former for lyd end musik. Lyd er en del af hans DNA fra faderen, der var autodidakt atomfysiker, radiomekaniker og lidt af en Georg Gearløs, der også arbejdede for Bang & Olufsen. Han inspirerede sønnen til at interessere sig for lyd i alle dens former og helt ned i dens fysiske grundelementer.

I dag udnytter Thomas Flarup sin viden om hvordan lydbølger fysisk påvirker mennesker til at omgive sig med så meget som muligt af den lyd, der påvirker ham positivt. Støjende og forvirrende miljøer får en gammel tinnitus til at blusse op, hvorimod den næsten altomsluttende stilhed og de organiske lyde, der er på hans hjemegn, får den til at forsvinde.

Han vil gerne give almindelige mennesker muligheden for at få mere ud af den lyd, de møder i deres liv – både som musik, støj og hverdags- og baggrundslyde. I løbet af foråret bliver sløret således løftet for yderligere initiativer, der tager udgangspunkt i Flarups tilgang til lydens univers og gør mennesker bedre i stand til at forholde sig til den lyd, der omgiver os, og bruge den positivt.

”Jeg mener lyd er en overset faktor i vores liv, mens der er større opmærksomhed på det visuelle. God lyd kan åbne op for en ekstra dimension, vise os at vi kan få noget dybere ud af at lytte til lyden og dens detaljer. Det vil jeg være med til at understøtte hos almindelige mennesker,” siger Thomas Flarup.