Så er Mississippi påske klar
09-03-2016 12:00

Så er Mississippi påskeklar

Lørdag den 12. marts er der fernisering kl. 15.00-17.00. Udstillingen kører frem til søndag den 10. maj. I hele udstillingsperioden er der åben fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00, samt alle dagene i påsken.

Efter en fin start af kunstudstillinger på Mississippi sidste år, så det er det spændende at se, om vi også i år har ramt noget som falder i publikums smag. Det er nu op til publikum at vurdere om det er lykkedes, siger Bruno Nordensgaard, formanden for den selvejende institution ”Thyholm i bevægelse”.

Kunsten til denne udstilling er hentet i Århus, Randers og Hobro. Hovedattraktionen på den første udstilling er Jon Gislason, som har gjort sig gældende nationalt og internationalt med store udstillinger både herhjemme og i Tokyo, New York, Rotterdam og mange andre steder verden over.

Hele udstillerlisten er:
Jon Gislason, Aarhus,
Kunst gruppen: Plan C der består af:
Helga Bønsvig, Hobro
Mariane Lyngsø, Aabyhøj
Pia Möller-Light, Aarhus
Søren Romby, Aarhus.
Marie Caspersen, Randers (gæst)

Ud over de udstillende kunstnere vil der også være muligt at se en ny udstilling, der hedder ”Folkevandringer”, at lege med tangram figurer og man har mulighed for at sætte sit eget kreativ præg i rummet ”Sæt dit aftryk”.
 

Kunstnerpræsentationer:


Jon Gislason
er én af Danmarks kendte internationale kunstnere, som har gjort sig gældende nationalt og internationalt med store udstillinger både herhjemme og i Tokyo, New York, Rotterdam og mange andre steder verden over.

Jon Gislason er uddannet på Det Jyske Kunstakademi i Århus i perioden 1974-1977. Han har modtaget mange stipendier og udmærkelser, bl.a. Ny Carlsberg Fondets store rejselegat, der førte til et 6 måneders ophold på Det danske Akademi i Rom i 1988. Jon Gislason har været medlem af forskellige censurkomiteer, bl.a. "K.P" i 1983-84 og været underviser på Det Jyske Kunstakademi i mere end 10 år.
 
Jon Gislasons kunst er beslægtet med 1980`ernes og 90`ernes vilde maleri. Inspireret af blandt andet de tyske ny ekspressionistiske malere kastede han sig sammen med en generation af unge danske kunstnere over det stærkt udtryksladede maleri. Han er dog forskellig fra dem, da hans billeder i højere grad indeholder et alment menneskeligt budskab.
 
Jon Gislason er farveekspressionist. Han skaber sine værker med rene, blandede farver. De tillærte love og regler har han for længst smidt bort. Han bruger farverne i strid med al god skik og brug og skaber det ene forbløffende mesterværk efter det andet. Han har så at sige tvunget verden ind på sin palet. Når han har malet sit billede, har han sagt hvad han ville - uden brug af ord.

 


Helga Bønsvig bor i Hobro og har taget den 4-årige uddannelse på Århus Kunstakademi i 2013.

I Helgas lyriske, koloristiske og minimalistiske værker fungerer farven som et væsentligt omdrejningspunkt. Hun undersøger effekten af farveinter­aktioner, farvens sanselige styrke og forbindelsen mellem farve og form. Lærredet eller bunden får en styrende funktion for hendes værker. Farver, former, linjer og konturer opstår som fragmenter på fladen, hvor der kan være rum og bevægelse i det fragmentariske. I Helgas abstrakte komposi­tioner er intentionen at sætte beskuerens sanseapparat i spil, således at værkerne ikke blot opleves optisk, men ligeledes perciperes med kroppens øvrige sanser. Hensigten med den udprægede grad af abstraktion er ligele­des at skabe åbne værker, der overlader enhver fortolkning og refleksions­proces til beskueren selv.

Selvom billedsproget er fuldkommen abstrakt uden nogen former for visuelt genkendelige objekter eller tydelige fortællinger, udspringer mine værker altid af konkrete synsindtryk. Hendes iagttagelser registreres i skitser eller fotografier, hvor de gennemgår en bearbejdningsproces, indtil de gradvist nærmer sig et formelt kunstnerisk udtryk. I den kunstneriske skabelse gør hun desuden aktivt brug af tvivl, idet værkernes fysiske udformning konstant revurderes og rekonstrueres i en kontinuerlig proces. I hendes optik er disse spor af tvivl, der synliggør forskellige stadier af den kunstneriske proces, vigtige elementer for værkets samlede udtryk.


Mariane Lyngsø, Aabyhøj

Marianes overordnede tilgang til kunsten kan bedst beskrives som æstetisk og eksistentiel.

Tilbagevende kodeord i hendes virke er fraktur-sutur, forstået på den måde, at hun arbejder med fragmenter, som sættes sammen til nye heler.

Hendes kunstneriske arbejde tager ofte udgangspunkt i et specifikt materia­le, såsom en træplade, pap, et møbel eller tekstil. Alt kan være materiale, bare det er noget som udfordrer og inspirerer mig. Hele tiden er jeg drevet af nysgerrighed. Derfor arbejder, afprøvende og undersøgende hun.

I selve arbejdsprocessen oplever Mariane materialerne som aktive medspillere, idet former, farver, linjer og teksturer, bliver ’foræringer’ eller ’forhindrin­ger’ i det samlede visuelle udtryk.

Som autodidakt inddrager hun gerne og er frygtløst for håndværksteknikker som kunstnerisk greb, hvis det er det som skal til for at hun kan nå sit udtryk. I hendes værksted står stiksav og brændepen, hæklenål og pc side om side med blyant og pensel. På den måde føler hun sig fri til at om­sætte erfaringer og indtryk til værker.

Det er væsentligt for hende at nævne, at hun også betragter det, hun ikke gør ved materialet, som en kunstnerisk handling. Hun søger enkeltheden i udtrykket, og således besidder værkets ”tomme pladser”, såvel som de bearbejdede dele, stor æstetisk værdi.

Det er også vigtigt for hende at understrege at selvom værkerne udspringer af hende og hendes sansninger og sine indtryk, så er det vigtigt for hende at nå frem til et udtryk som er personligt, men ikke privat.


Marie Caspersen, Randers
I sit kunstneriske arbejde undersøger hun hverdagen gennem tekst, maleri, foto samt installation og arbejder med kunsten som pendant til egen hverdag og virkelighed. Marie er primært maler, men anvender de metode, der er bedst til at artikulere det indhold, hun vil arbejde med.

Marie Caspersen er uddannet på Århus kunstakademis 4 årige uddannelse med afgang 2013 - hos Annette Olesen, Svend-Allan Sørensen, Elmer, Bodil Nielsen m.fl. Var på udveksling på Akureyri School of Fine Art 2012.


Pia Möller-Light, Aarhus
Pia Möller-Light beskæftiger mig med kunst, fordi hun har en fasttømret tro på, at kunsten kan bidrage til social og politisk forandring. I hendes optik opstår god kunst, når kunstneren formår at balancere imellem en tydelig stillingstagen til værkets tematik, og en åbenhed for beskuerens egen refleksive proces. I hendes kunstneriske virke har mennesket, byen og verdenssamfundet været det indholdsmæssige om­drejningspunkt. Særligt menneskets mange facetterede natur – på godt og ondt – og vores samspil og relationer til andre mennesker, formår til stadighed at interessere og fascinere hende. I den henseende fungerer mediernes indslag og fortællinger som en evig kilde til inspiration.

Pias kunstneriske proces tager enten udgangspunkt i en idé eller et materiale. Idet hun arbej­der med så forskellige medier som fotografi, grafik, installation og skulptur, har hun mulighed for at vælge frit imellem det medie og materiale, der bedst udtrykker den oprindelige tanke eller idé. Omvendt kan materialet i sig selv være igangsættende.

Hun lever og arbejder ud fra devisen: ”It’s a sad and a beautiful world” – en formulering, der beskriver hendes tilgang til livet, verden og kunsten.”


Søren Romby, bor uden for Aarhus og er uddannet på Aarhus Kunstakademi. Søren udstillede også sidste år med sine tegninger, men på denne udstilling, hvor han er en del af Plan C, udstiller han billedkunst.

I Søren Rombys kunstneriske virke har naturen og i særdeleshed skoven fungeret som en evig kilde til inspiration. Både naturens elementer, hvis udseende og farveholdning transformeres med vejrets og årstidernes skifte, men i lige så høj grad også menne­skefrembragte objekter, der er placeret, efterladt eller hensynsløst kasseret i natur­miljøerne, danner udgangspunkt for hans kunstneriske arbejde. Ligeledes kan naturen i sig selv antage menneskelig karakter, så vel som menneskekroppen kan fungere som landskabsmetafor i hans optik.

Søren påbegynder sin kunstneriske proces, når de personlige oplevelser i naturen for­eviges gennem det fotografiske medie, for senere at blive sammensat på nye måder på collageagtig vis til et maleri eller en grafisk tegning. På den måde tager hans værker altid udgangspunkt i konkrete synsindtryk og objekter fra hans nærmiljø.