Nye senior-borgere kan være med til at skabe vækst
22-02-2016 12:00

Nye senior-borgere kan
være med til at skabe vækst

Struer Kommune vil arbejde for at få flere seniorer til området. De kan være med til at skabe vækst og få indbyggertallet til at stige

En analyse lavet for Ældresagen og arbejdsgruppen ”Udvikling i Vest” viser, at der er store kommunale gevinster i vente, hvis efterlønnere og pensionister vælger storbyen fra og flytter til de mindre kommuner, der kan tilbyde smuk natur og gode boliger, der er til at betale.

- Før talte vi om ”ældrebyrden”, men rapporten viser, at seniorer i dag er en attraktiv målgruppe, for de har ofte en stor pensionsopsparing. Mange af dem vil gerne flytte fra de større byer og vælger i stedet et liv i mindre byer tæt ved smuk natur, som vi har så meget af i Struer Kommune, siger Martin Hulgaard, der er formand for erhvervs- og turismeudvalget.

Han har med stor interesse læst analysen, der er lavet af Damvad Analytics på initiativ fra arbejdsgruppen ”Udvikling i Vest”, hvor blandt andre direktør Jan Bendix fra Venø er medlem. Analysen er lavet i samarbejde med Ældresagen og med støtte fra Færchfonden og Kraks Fond.

- Det er jo dejligt at opleve, at lokale ildsjæle går i gang med at finde dokumentation for, hvordan vi kan få flere til at flytte til kommunen. Her er seniorerne interessante, fordi de efterspørger mange af de ting, vi kan tilbyde. Når de så kommer hertil med en god pensionsopsparing, så skaber det øget omsætning i kommunens butikker og hos de lokale håndværkere, og på den måde er de nye seniorborgere med til at skabe vækst og nye arbejdspladser, fastslår Martin Hulgaard.

Han hæfter sig også ved, at nye seniorer ofte er gode til at bidrage positivt til foreningslivet og det frivillige arbejde.

- Vi har et godt foreningsliv, så der er mange gode tilbud til de seniorer, der vælger at flytte til Struer Kommune, og vi har nu fået nogle gode input fra rapporten, som vi kan tænke ind i vores planlægning i fremtiden, siger Martin Hulgaard.