Struer Kommune går til kamp mod lungesygdomme
27-10-2015 14:00

Struer Kommune går til kamp mod lungesygdomme

Alt for mange går rundt med en uopdaget lungesygdom. Det vil International Lungedag gør noget ved - Struer Kommune er med til at markere dagen 19. november i Midtpunktet.

Danmark har den højeste dødelighed af lungesygdommen KOL i EU, og en ud af ti danskere har problemer med lungerne, viser tal fra Lungeforeningen.

Ofte ved borgerne ikke, at de har en lungesygdom. Derfor er en række kommunale, frivillige og private aktører i Struer Kommune gået sammen om at afholde International Lungedagee 2015 d. 18. og 19. november for alle borgere i Struer Kommune.

På dagene vil der blandt andet være mulighed for at få målt sin lungealder, få tjekket sin inhalationsteknik, blive klogere på træning, mad og medicin samt høre KOL-sangkoret.

Der er al mulig grund til at være opmærksom på sine lunger, for over en halv million danskere lever med en lungesygdom som eksempelvis astma og KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom), og alt for mange er ikke klar over, at de lider af en lungesygdom. Åndenød, hoste og følelsen af ikke at ”have luft nok” er nogle af de symptomer, man skal være opmærksom på.

- Lungeforeningen regner med, at der lige nu er 200.000 danskere, der går rundt uden at vide, at deres lunger er syge. Det er afgørende, at vi finder alle med syge lunger og hjælper dem i behandling, for jo tidligere en lungesygdom bliver opdaget og behandlet, jo bedre et liv kan man leve med sygdommen, siger funktionsleder Helene Henrichsen fra SundhedscenterStruer.

Arrangementerne i Struer Kommune foregår

Onsdag den 18. november kl. 14.00-17.00 i Folkets Hus i Struer

Torsdag den 19. november kl. 14.00-17.00 på Midtpunktet i Hvidbjerg

Flere oplysninger:

Funktionsleder Helene Henrichsen, SundhedscenterStruer: 96 84 84 60, 23 44 68 40

Fakta om Lungedagen

På Lungedagen kan alle danskere få tjek på både vejr og lunger, når Lungeforeningen sammen med apoteker, kommuner, hospitaler, praktiserende læger og flere hundrede frivillige over hele landet afholder arrangementer med blandt andet gratis lungetjek, information om træning, mad, medicin og rygestop.

Læs mere på www.lunge.dk/lungedag

TEST DIG SELV

Hvis du har et eller flere af disse symptomer, skal du få lavet en lungefunktionsmåling:

  • Åndenød ved lettere fysisk anstrengelse
  • Hoste med eller uden slim
  • Gentagne luftvejsinfektioner som akut bronkitis eller lungebetændelse
  • Pibende eller hvæsende vejrtrækning
  • Langvarige forkølelser, som sætter sig i brystet

FAKTA OM LUNGESYGDOMME

  • 325.000 voksne har astma
  • Over halvdelen af voksne med astma ved ikke, at deres lungesymptomer skyldes astma.
  • Antallet af voksne med astma er tredoblet i de seneste 30 år. Hvis astma opdages i tide, kan korrekt behandling fjerne over 90 pct. af symptomerne.
  • 430.000 har KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) – halvdelen af dem ved ikke, at de er syge.
  • Hver dag dør 16 danskere af KOL. Der er nu flere kvinder end mænd, som dør af KOL.
  • Danmark har den højeste dødelighed af KOL i EU.

FAKTA OM LUNGEFUNKTIONSMÅLING

Med en enkel lungefunktionsmåling kan man finde de fleste tidlige tegn på syge lunger. Det foregår ved, at du puster i et apparat, som måler lungefunktionen. Det registrerer hvor meget og hvor hurtigt, man kan puste luft ud af lungerne. Målingen fortæller, om lungefunktionen er normal eller nedsat.