Struer Kommune uddanner ”familieiværksættere”
30-09-2015 20:00

Struer Kommune uddanner ”familieiværksættere” 

Forældrekurset ”Familieiværksætterne” skal klæde både far og mor på til at skabe den bedst mulige familie

Der er et helt nyt tilbud på vej til forældre i Struer Kommune, der får deres første barn. De nybagte forældre får mulighed for at deltage i kursusforløbet ”Familieiværksætterne”, efter at sundhedsudvalget i Struer Kommune har besluttet at give penge til projektet, der allerede kører med stor succes i andre kommuner.

Målet er at styrke forældreskabet, så alle børn uanset baggrund får mulighed for at vokse op i trivsel og tryghed. Tilbuddet henvender sig både til far og mor og består af 12 møder. De første fem gange er før fødslen, mens de resterende møder fortsætter frem til barnet er 15 måneder.

- Jeg er sikker på, at det bliver et rigtig godt forløb for både børn og forældre, der vil være med til at fremme sundheden og give familierne mulighed for at skabe netværk med andre nybagte forældre. Det kan være med til at fjerne noget af den usikkerhed, nye forældre står med. Forældrene kan dele erfaringer med hinanden og på den måde give børnene den bedste start, siger formand for sundhedsudvalget, Anna Marie Brix Poulsen.

En af dem, der skal undervise forældrene, er teamkoordinator i sundhedsplejen i Struer Kommune, Lene Hansen. Målet med undervisningen er at give forældrene en ny og praktisk viden om barnets udvikling, der bliver formidlet på en måde, som involverer både mor og far.

- Vi lægger vægt på, at det sker i et forum, hvor de nybagte forældre trygt kan stille spørgsmål. Forældrene vil få viden og gode værktøjer til de første år som ny familie med fokus på at styrke forældrenes fællesskab og kommunikation, ligesom der er mulighed for at opbygge et stærkt netværk, hvor forældrene kan hjælpe og støtte hinanden, siger Lene Hansen.

Det er Sundhedsplejen i Struer Kommune, der står for Familieiværksætterne i samarbejde med Region Midtjylland og repræsentanter fra det private erhvervsliv. Det betyder, at familierne ud over sundhedsplejersken vil møde jordemor, psykolog, ergoterapeut, tale/hørekonsulent, pædagogisk småbørnskonsulent, socialrådgiver, familiebehandler, advokat og bankrådgiver.

Afdelingsdirektør i Vestjysk Bank i Struer, Birthe Sand og advokat Karsten Hjorth Larsen fra advokatfirmaet Smith Knudsen i Struer har sagt ja til at være eksterne rådgivere på kurset. De stiller op kvit og frit for at dele deres viden om familieøkonomi og juridisk sikring.

- Det er et godt initiativ, Struer Kommune har taget. Jeg håber, forældrene vil kunne gå fra kurset og være mere trygge og rolige, fordi de har lært, hvordan de kan ruste deres nye familie til fremtidens udfordringer. Jeg vil blandt andet undervise i forhold vedrørende indtægtstab, skilsmisser og dødsfald, og her er det altid bedre at forebygge end at helbrede, siger advokat Karsten Hjorth Larsen

Familieiværksætterne er udviklet af Center for Socialt Ansvar. Læs mere om projektet på www.familieiværksætterne.dk.

Første hold begynder d. 6. oktober i Infocenter Struer.