Struer Kommune går til kamp mod passiv røg
22-05-2015 12:00

Struer Kommune går

til kamp mod passiv røg

65 procent af hjemmehjælperne i Struer Kommune bliver udsat for passiv røg hos borgerne. Nu bliver borgerne opfordret til at tage hensyn i en ny pjece

En undersøgelse i Struer Kommune viser, at 65 % af medarbejderne, der arbejder inden for ældre-, sundheds-, og tandplejeområdet, dagligt bliver udsat for tobaksforurenet luft, når de er ude hos borgerne.

Tobaksrøg i arbejdsmiljøjet er en belastende faktor for medarbejderenes helbred og trivsel. Struer Kommune vedtog sidste år en rygepolitik, der betyder, at både arbejdstid og arbejdspladser i kommunen skal være røgfrie. Det sker for at beskytte medarbejdere mod skadelige stoffer fra tobakken i arbejdstiden og sikre et forsvarligt arbejdsmiljø.

Udfordringerne opstår, når arbejdsplads samtidig er borgerens private hjem, hvor borgerne er i deres gode ret til at ryge. Det betyder ofte, at medarbejderne er nødt til at gå ind til borgerne og hjælpe, selvom borgeren er i gang med at ryge, eller der ikke er luftet ud. Selv om boligen er luftet ud, bliver medarbejderen udsat for skadelige stoffer fra røgen, der sidder i blandt andet tapet, sengetøj og møbler. Derfor bliver der nu delt en pjece ud til rygere, så de bliver opmærksomme på problemet.

- Vi er klar over, at det er en hårfin balancegang, for vi hverken skal eller kan blande os, hvis borgerne har lyst til at ryge i deres eget hjem. Samtidig vil vi jo også gerne skåne vores medarbejdere for den sundhedsskadelige røg, mens de passer deres arbejde ude hos borgerne. Derfor håber vi, at rygerne vil tage godt imod pjecen og vise hensyn til vores medarbejdere, siger sundheds- og ældrechef i Struer Kommune, Lars Olesen.

Pjecen har fået titlen ”Hjælp os med at rense luften”. Her beder kommunen blandt andet rygerne om at lufte ud eller ryge udenfor.

Se pjecen her