Forberedelserne til Dyrskuet Thy-Mors
30-03-2015 10:00

Forberedelserne til Dyrskuet
Thy-Mors 2015 er i fuld gang

Årets dyrskue på dyrskuepladsen i Thisted har nu flere tilmeldinger end tidligere på samme tidspunkt. Det fortæller Kim Jørgensen, Thyholm, som er ny formand for dyrskueudvalget.

”Vi gentager successen med ”Landbrug i børnehøjde” fredag den 12. juni, hvor der sidste år var næsten 2.000 børn på pladsen, og tilmeldingerne fra områdets skoler tyder på, at vi når op på mindst samme antal i år”.

Kim Jørgensen oplyser, at der er en ændring i programmet i år. ”Det har været svært at opnå tilfredsstillende besøgstal resten af fredagen, så derfor har vi i samarbejde med udstillerne besluttet, at dyrskuet i år kun er åbent for publikum om lørdagen”.

”Vi ønsker stadig at henvende os til så bred en kreds som muligt”, siger Kim Jørgensen. ”Og der bliver meget at se og opleve på dyrskuedagen. – Erhvervsudstillernes interesse for at vise det nyeste inden for maskiner og andet udstyr er intakt, og der er stort fokus på faglighed med den store dyreudstilling, hvor de mange racer af kvæg, heste og smådyr udstilles og bedømmes.

Sidste år var et af de store trækplastre et område med stande med forskellige aktiviteter i naturen. Det arbejder vi på at udvide i år, bl.a. med orientering om naturpleje, og et spændende program er under udarbejdelse.

Det store telt midt på pladsen stilles op igen i år, og her bliver der plads til bl.a. lokale fødevarer og produkter samt underholdning”.

Dyrskuepladsen tæt på centrum af Thisted bliver således fuldt udnyttet, og Kim Jørgensen håber på, at det bliver ligeså flot dyrskuevejr som sidste år, hvor 7.000 besøgende lagde vejen omring dyrskuepladsen.

Læs mere på www.landbothy.dk.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til følgende kontaktpersoner:

Kim Jørgensen, formand for dyrskueudvalget               Tlf. 2019 2035

Susanne Thomsen, koordinator                                     Tlf. 9618 5700