Direktionen i Struer Kommune er blevet ændret, så den nu består af tre medlemmer
28-01-2015 10:00

Direktionen i Struer Kommune er blevet ændret, så den nu består af tre medlemmer

Som et resultat af en rapport fra konsulentfirmaet H.C. Vestergaard om en fremtidig direktionsmodel har Struer Byråd besluttet at ændre antallet af medlemmer i direktionen fra fire til tre. Det betyder, at direktør Erik Østerby forlader sin stilling.

Erik Østerby har haft ansvaret for børne- og familieområdet, skoler, dagtilbud, borgerservice, kultur og uddannelse.

Økonomi- og arbejdsmarkedsudvalget har bedt direktør Kjeld Berthelsen om snarest muligt at overtage børne- og uddannelsesområdet, mens direktør Jørgen Jensen overtager borgerservice- og kulturområdet.

- Erik Østerby har gennem de seneste knap seks år haft direktionsansvaret for blandt andet børne- og uddannelsesområdet, hvor han har løftet en stor opgave. Han har stået i spidsen for at få den nye folkeskolereform indarbejdet her i kommunen, lige som han har haft en stor opgave i en konstant tilpasning i forhold til det faldende børnetal, siger borgmester Mads Jakobsen.

- Herfra skal lyde en stor tak til Erik Østerby for hans indsats i Struer Kommune. Jeg ønsker Erik held og lykke i hans fremtidige virke, siger Mads Jakobsen.

Konsulentfirmaet H.C. Vestergaard blev i efteråret 2014 blev bedt om at se på, hvordan Struer Kommune bedst ruster sig til fremtiden, og dermed også hvordan direktionen i fremtiden skal være. Det første skridt i processen er nu taget med beslutningen om at ændre antallet af medlemmer i direktionen.

Ud over Kjeld Berthelsen og Jørgen Jensen består direktionen i Struer Kommune af kommunaldirektør Claus Damgaard.