|
Gratis alkoholbehandling for thyholmere |
Struer Kommune deltager i en landsdækkende oplysningskampagne om kommunernes gratis alkoholbehandling. Det er Alkohol & Samfund og TrygFonden, der står bag kampagnen. For selv om alle siden 2007 har haft ret til et skræddersyet behandlingsforløb gennem deres kommune, kender 78 procent af danskerne, ifølge en ny meningsmåling, ikke til kommunens alkoholbehandlingsgaranti - ligesom der hersker fordomme og uvidenhed om hvad behandlingen går ud på. På den anonyme net-rådgivning www.hope.dk kan man læse mere om kampagnen, finde information om kommunernes gratis behandlingstilbud og lave en anonym test der viser, om man drikker for meget alkohol.
Alkoholproblemer berører alle samfundslag, og en tredjedel af alle danskere har en person i familien, der drikker for meget. Folk med alkoholproblemer venter cirka 10 år, før de beslutter sig for at gå i behandling, og det går hårdt ud over både familien, jobbet, helbredet og økonomien. Derfor er det på høje tid at lave en landsdækkende oplysningsindsats om den redningsplanke, som alle danskere i dag har lige rundt om hjørnet; nemlig kommunernes gratis behandlingstilbud, siger Allan Jonas, projektleder i Alkohol & Samfund.
Den offentlige behandling tager afsæt i en lang række af godkendte behandlingsmetoder i stedet for blot én bestemt behandlingsform. Og lykkes det ikke i første omgang at blive alkoholen kvit, så gælder den gratis behandlingsgaranti stadig.
- Mange tror, at alkohol behandling er noget med antabus eller døgnbehandling, hvor man bliver revet ud af sin hverdag. Men kommunernes gratis behandling rummer en bred vifte af tilbud, og den enkelte borger får et skræddersyet forløb. For eksempel kan man i mange tilfælde vælge et ambulant terapi-forløb, så man kan passe sit job og ikke behøver være væk fra familien. Man har også mulighed for at henvende sig anonymt, fortæller Mette Meldgaard, der er områdechef for sundhed i TrygFonden.
Der findes ikke én opskrift på behandling, som passer til alle borgere med alkohol problemer. Derfor er fleksibiliteten i den kommunale behandling af stor betydning. Alkohol behandling er en stor omlægning af liv og vaner, og ligesom med motion eller rygestop kræver det nogle gange mere end ét forsøg. Det gode ved kommunernes behandlingscentre er, at lykkes det ikke i første omgang, så får man en chance til eller to, hvis det er det, der skal til
I Struer Kommune sker behandlingen via
Center for Rusmiddel og Forebyggelse
Sønderlandsgade 8
7500 Holstebro
Tlf. 96114050
|