Biskop Sofie på Grønland

Jeg har for nylig læst om en meget interessant dame fra Grønland: Biskop i Maniitsoq og Ilulissat, Sofie Petersen, født i 1955. Hun var sognepræst samme sted, før hun blev valgt til biskop i 1995. Hun fortæller, at det var en storebrors død, som gjorde, at hun bestemte sig for at blive præst, da hun var 11 år gammel. Broderen på 27 var styrmand. Ved en arbejdsulykke slog han hovedet kraftigt og faldt i havet - men blev bjerget op. Senere døde han på sygehuset i Thorshavn på Færøerne. 11-årige Sofie så, at forældrene fandt trøst i deres tro, også midt i dette forfærdelige og tragiske. ”Vi kunne være sammen i sorgen og finde trøst. Siden var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville være præst”, siger hun selv (Kristeligt Dagblad, 2.februar 2018).

Hun fortæller også, at hun altid har været glad for at gå i kirke, mere end hendes syv søskende var det. Og hun har senere fået at vide, at når hun og de andre børn i Nanortalik legede kirke, insisterede hun altid på at være præsten. Hendes far havde en undervisningsstilling i kirken, men blev senere ordineret som præst. Præster på Grønland måtte med nogle års mellemrum opholde sig et år i Danmark. Så da Sofie var syv år, boede familien lidt nord for København i et år. Det var ikke så ligetil, for hun havde følelsen af, at hun var mørkere af udseende og anderledes. Hun troede, det var den grønlandske mad, som var årsag til forskellene, så hun gav forældrene besked om, at hun ikke længere ville spise familiens sædvanlige kost!

Sofie Petersen var skoleflink, og det var almindeligt, at stærke elever blev sendt til Danmark for at få en del af skolegangen her. Så hun boede hos en værtsfamilie og gik 7.klasse i Danmark. Senere tog hun omtrent hele præsteuddannelsen i København, men tænkte hele tiden på at blive præst på Grønland. I 1986 var hun den første grønlandske kvinde med teologisk kandidateksamen.

Det store interview med hende foregik i København i forbindelse med et besøg der. Hun fortæller, at hun aldrig besøger Danmark uden at have bibel og salmebog på modersmålet i tasken. For grønlandsk er hjertesproget, og med bibel og salmebog etablerer hun hver dag et rum for refleksion og bøn, hvor telefon og computer er slået fra for at markere, at hun åbner sig for den indre stilhed. ”Det er velsignet ikke hele tiden at have travlt, men stoppe lidt op”.

Biskop Sofie er bekymret for al lyd og støj, som danskerne omgiver sig med. Og hun siger, det er tungt at mærke, at venlighed og varme viger for et andet menneskesyn. ”Hvordan kan man påberåbe sig at være et kristent land og så overse, hvad Det nye Testamente siger om, hvordan vi skal tage imod de fremmede?” Hun har naturligt nok været en skarp kritiker af den danske regerings indvandringspolitik. Hun kan også selv få tilråb som ”rejs hjem, hvor du kommer fra!” på grund af sit udseende. ”Andre kan vende os ryggen, men Gud har lovet at være med”, siger hun til slut.                             

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen