Påsketanker den 15.04.2017

I påsken i år går jeg og tænker på og delvis nynner på to sange. Den ene har jeg kunnet i mange år: ”Maria stod og græd udenfor graven.” Den andre er ny og er taget med i det lille salmetillæg (ikke autoriseret) til Den danske salmebog. Den er skrevet i 2015 af forfatteren og komponisten fra Struer, Janne Mark:

”Igen berørt, bevæget af

dit ord, din ånd,

dit ord, din hånd

her heler du hver bristet sang

om lyse liv og dage

vi får dit mod, vi tør gå ud

og være lys i verden

vi er af dig, du er i os,

er vores liv og færden.”

Igen har vi hørt om den unge Maria, som blev med barn, uden at hun havde været sammen med en mand (Maria Bebudelsesdag). Og nu er det påskebudskabet, som flytter os over 33 år videre i tid. Det tager os med til Marias morssorg og de sidste uger på jorden for hendes Guds-søn.

Jesus var mere end en almindelig dreng. Han var mere end et stort, etisk forbillede. Han var mere end en forkynder og debattør. Han var kærlighed, Guds frelsende kærlighed til menneskene. Så enkelt, og så vanskelig og ubegribelig.

Og jeg må bruge salmens ord: ”Igen berørt, bevæget af dit ord, din ånd, dit ord, din hånd.” For det er det, som sker hos mig. Jeg bliver berørt. Bevæget. Selv om jeg har læst og hørt disse vers fra evangelierne mange gange. Selv om jeg kan være ukoncentreret og fortravlet. Selv om jeg kan tænke at ”nu føler jeg ikke noget ekstra”, så sker der noget: ”Igen berørt...”

Og ja, jeg berøres af den dybt ulykkelige Maria Magdalena, som gik til graven, mens det endnu var mørkt ”den første dag i ugen” (Joh.20). Da hun så, at stenen var væltet bort, løb hun først for at fortælle det til Peter og Johannes, som straks løb til den tomme grav. ”Men Maria stod udenfor ved graven og græd.” Jeg bliver så berørt af disse enkle ord. Senere ser hun to engle, som sidder ved hoved- og fodenden, hvor Jesu legeme lå. ”Kvinde, hvorfor græder du?” spørger de. ”De har taget min Herre bort,” svarer hun, før hun ser en mand, som står der. Han stiller også det samme spørgsmål. Maria tror, det er havemanden og bønfalder ham om at fortælle, hvor Jesus er. Da siger Jesus, for det er jo Ham, som står der, det ene ord, som måske berører mig mest i hele Bibelen: ”Maria!”

Han, som ser og kender hendes sorg og ved sandheden om hele hendes brogede liv, Han siger bare et ord, hendes navn: ”Maria!” Da ser hun, at det er den opstandne Jesus, hendes redningsmand og ven. ”Rabbuni! Det er mester” (Joh.20, 16). Det var fuldbragt.                                      Helga H

Et lille tillæg.

Vi må lægge fra os - alt vort hos Jesus.

I sin Palmesøndag-prædiken over Jesu indtog i Jerusalem, læste Bettina Franch, at folk hyllede Jesus og lagde deres kapper på jorden foran Ham. Og hun pointerede dette derefter. ”Vi skal også komme med alt vort til Jesus. Alt, hvad vi har gjort og kæmpet med, alt som er vanskeligt. Vi skal tage ”vores kappe” af og lægge den ned foran Herren. Og så vil Han omslutte os med en ny kappe, med alt sit - fred, tilgivelse, nåde.” (Gengivet efter hukommelsen - fra et hjerte som blev berørt).

Påskebudskabet og helårsbudskabet er jo dette ubeskrivelige, at vi får Jesu ”kappe”, mens Han overtager vores. Eller som den danske præst, dikter og højskoleleder Christian Richard (1831-1892) beskrev det:

”Du, som freden mig forkynder,

du en frelser, jeg en synder,

du med amen, jeg med bøn,

du med nåden, jeg med skammen,

- ak, hvor vi to passer sammen,

du Guds Salvede, Guds Søn!”

God påske

HELGA

Dansk oversættelse; Karen Margrethe Christiansen