Ingen er ”fejl”

”Tænk, at han bekræfter mine reaktioner! Tænk, at det er naturligt og rigtigt at reagere, som jeg gjorde”, sagde han, den ældre mand, efter et kært og vigtigt besøg. Hele livet havde han fået at vide, at det var ham, der var ”fejl”. Han blev fortalt, helt fra barnsben af, at det var hans reaktioner og følelser, der var noget galt med. Til sidst troede han selv på det. Næsten. Men nogle gange fik han en tanke om, at dette ikke stemte. Det kunne da ikke passe, at alt det, de andre gjorde mod ham, var rigtigt, mens alt, hvad han følte og gjorde, var galt? Eller?

Sent i livet mødte han flere som så ham, og som forsøgte at korrigere billedet, både det de andre havde lavet, og det som nu sad fast inde i ham selv. Nogle gange fik han et glimt af, at han havde været udsat for megen uret også af flere end de, som mobbede ham i klasseværelset og ude i skolegården. Andre gange blev han bare forvirret. Hvad var det, som var sandhed, drøm, håb eller ønsketænkning inde i hans slidte hoved? Mange morgener vågnede han mere træt, end da han lagde sig, for natten havde givet så mange urolige tanker, billeder og ”film” af fortid, fortvivlelse og ensomhed.

Nu havde han haft en god dag sammen med en af de få, han altid har kunnet kalde en ven. En som havde været der hele tiden. En som så den uret, som blev begået, også for flere årtier siden, uden at han havde sagt så meget. Men han så, og led med ham, og nu siger han det. Og han bekræfter det, han trængte til at få bekræftet. Han har tryghed og integritet til at stå der, når ord, tårer og de lange pauser kommer om hverandre. For der er så meget, som skal frem. Og ud.

”Tænk, at han bekræfter mine reaktioner!”

Der er desværre mange, som har behov for at få bekræftet, at tanker, følelser og reaktioner er sunde, naturlige og rigtige. Ingen skal afvises med, at de ”altid overreagerer”, ”altid er så nærtagende”, ”altid misforstår” osv. ”Følelser er aldrig fejl”, læste jeg for nylig. Nej, følelser er ikke fejl, men de kan selvfølgelig have sin grund i misforståelser, kulturforskelle, tidligere sår og skader med mere. Men da er det desto vigtigere, at man får snakket om følelserne, og eventuelt ryddet misforståelser af vejen. Og måske vil den anden part neddæmpe en reaktion eller en sætning efter lidt eftertanke og ny selvindsigt. Og nogle gange er det det eneste rigtige og klogeste at bede om tilgivelse, kort og godt, fordi ord, beskyldninger og karakteristikker ikke skulle have været sagt. Det eneste rigtige mod den anden. Det rigtige mod os selv, hvis vi vil leve som sande, positive, brobyggende medvandrere/medmennesker.

Lykke til, til dig og mig! Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen