”Sammen med dig bliver jeg næsten smuk”…

Nogle mennesker (mange - håber jeg) virker sådan på os, at vi blomstrer, når vi er sammen med dem. For de gør os godt og er bekræftende med hele deres væsen. Og det falder let at sige det, vi tænker og mener, og hele samværet er ”ufarlig” på alle måder. Og muligvis og forhåbentligvis virker vi selv omtrent på samme måde overfor disse velvillige, generøse og varme medvandrere/ medmennesker. Så går alle ”regnskaber” i plus, når vi er sammen, og alle er trygge og kan være sig selv.

Vi havde for nylig en dag sammen med to eksemplarer af denne type mennesker. Det hele starter som vanlig med, at vi glæder os i længere tid, hvis vi ved, at vi muligvis skal mødes. Derefter er det bare fryd og gammen, delt latter og delt sorg, mens vi er sammen. Delt liv og vandring, kort og godt. Denne gang havde vi også så fint vejr, at dugen og kagerne kunne lægges helt nede ved søbredden. Vi sad der nede i sommertemperatur og næsten uden vind. I september! Og efter træffet er der fortsat bare taknemlighed og gode minder – og glæde over, at vi skal mødes igen, når livet tillader det. ”Hvis vi får helbred og mulighed”, som min bedstemor plejede at sige.

Sådanne medmennesker og minder kan næsten regnes som vitamintilskud og forebyggelse af efterårssløvhed og dårlig vinterform for at sige det sådan. For vi henter frem/finder så meget positivt og optimistisk også inde fra vort eget indre. Og ikke mindst fra de andres.

”Sammen med dig bliver jeg næsten smuk”, skriver Guro Skottene i et lille hæfte. Ja, der findes mennesker, som vi føler os så inderlig vel og ”næsten smukke” sammen med. For vi er set og ønsket og elsket – akkurat som vi er. Og vi ved, at vi bliver taget i bedste mening, så langt det er muligt. Og vi ved, at vore fejl og skavanker bliver tilgivet og lagt bag os.

Guro Skottene har skrevet meget godt og sandt på sin helt specielle måde. Helt siden jeg mødte hende i Oslo på et kursus indenfor diakoni, har jeg ”fulgt hende”. Og jeg bliver overrasket og imponeret, hver gang jeg læser det, hun har skrevet. For hun kan sige ting så enkelt og samtidig uventet og med flere betydninger. I sidste del af digtet ”Næsten smuk” skriver hun:

”Jeg skal prøve at tage dine berøringer med
næste gang, jeg maler et selvbillede.
Sammen med dig bliver jeg næsten smuk.
Den bedste plastiske kirurgi er kærlighed”.

Tænk, om vi alle kunne få ”malet vore selvbilleder”, mens vi ser os selv med trofaste venners blik.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen