Snart påske

Jeg har læst mange påskesalmer i dag. Stadig kan jeg føle, at det er den gode, gamle, norske Sangboken (udgivet af de kristne organisationer), som er den sangbog, jeg kender bedst. Og jeg takker for minderne om mange forskellige forsamlinger, både i kirker og missionshuse, hvor man rejste sig og sang af fuld hals: ” Dig være ære, Herre over dødens magt! Evigt skal døden være
Kristus underlagt. Lyset fylder haven, se, en engel kom, åbned` klippegraven, Jesu grav er tom!” (Budry, 1885). Og jeg tænker på jubel og sang i Kenya. Jeg oplevede også en påskemorgens gudstjeneste på Madagaskar med en norsk gruppe, som besøgte landet for en del år siden. Der kom flere tusinder til gudstjenesten, så politiet måtte dirigere både trafik og kirkefolk.

Nå må jeg skynde mig at sige, at jeg også har nået at blive glad for Den danske Salmebog og danskernes kraftige og frimodige sang. Og her i Jylland synger man alle vers. Uanset. Aldrig nogle ”to første og to sidste”. Der er ingen tvivl om, at Nikolaj Frederik S. Grundtvig (1783-1872), den store danske digter og teolog, skal have meget af æren for dansk sangglæde og ikke mindst de mange gode salmer. Grundtvig har virkelig set ind i troens mysterium og gave, tænker jeg ofte.

”Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker

Er den dybe sammenhæng”, skriver han i ”Hil dig, Frelser og forsoner” (frit efter Arnulf av Louvain, d.1250).

Nå føler jeg, at jeg søger efter at finde dækkende ord, her hvor jeg står over for mysteriet og påskeunderet. ”Den dybe sammenhæng”, også i mit liv, er dette, at den lille dreng på Marias skød også er Guds Søn og dødens og mørkets overvinder. Store ord. Ufattelige tanker. Midt i en urolig verden, hvor vi mennesker ikke magter kun at gøre hverandre godt, tror mange af os fortsat på Guds kærlighed og nåde. Tror på, at vi skal fralægge os vore nederlag og vor svigt hos En, som aldrig svigter, En som ”er rig nok for alle, som påkalder ham” (Rom.12 b). Min menneskehjerne fatter ikke, at Guds fuldkomne Søn kan gå i døden for min ufuldkommenhed. Men jeg tror. Og takker. Midt i al forundring og følelse af ydmyghed og ufortjent gave.

”Som en af os vor synd han bar, men han var selv uskyldig”, skrev Luther (salmen ”I dødens bånd vor Frelser lå”, 1524). Nåde.

Så må vi komme med vort liv, sådan som det blev, til Ham som ”er den dybe sammenhæng”.

Jeg lader den svenske forfatter, pastor og foredragsholder Tomas Sjödin få sidste ord (fra bogen ”Mens du hviler”): ”Uden et ord bekender jeg min tro på det mysterium, som siger, at Gud er fastnaglet til menneskets skæbne, at hans hænder rummer hvert menneskeliv, og at dette uden undtagelse omfatter alt: Det gode. Det onde. Det sønderknuste. Det som er på  bristepunktet.”    

Helga H.  

Dansk oversettelse: Karen Margrethe Christiansen