Hvordan er dit liv med handicap i Struer Kommune?
15-03-2024 12:00

Hvordan er dit liv med handicap

i Struer Kommune?

Vil du dele dine erfaringer ? En spørgeskemaundersøgelse skal give kommunen vigtig viden fra borgere, der lever med handicap - og deres pårørende. Målet er er forme en ny handicappolitik. Det handler både om job og uddannelse, fællesskab og foreningsliv og om adgangsforhold og trivsel. Din viden er guld værd.

Hvordan kan vi sikre borgere med handicap gode muligheder for at udfolde deres liv i Struer Kommune? Det store tema skal snart diskuteres, for Struer Kommune starter nu en proces, der skal munde ud i en ny handicappolitik.

Svar på spørgeskema

Første skridt på vejen er at indsamle viden fra dem, der kender allermest til emnet- nemlig de borgere i kommunen, der lever med et handicap og pårørende til borgere med handicap. Er det dig, så giv dine input i et kort spørgeskema på www.struer.dk/handicap

Du kan svare frem til 1. april, og du deltager anonymt.

Temadag til maj om ny handicappolitik

Svarene fra undersøgelsen kommer til at indgå som en central del af en stor temadag i slutningen af maj. Her skal borgere med handicap, pårørende, byrådspolitikere, kommunens handicapråd, interesseorganisationer, lokalsamfundet, foreningslivet og andre interessenter sammen debattere og arbejde med dilemmaer, der kan være i livet som handicappet, og der bliver her også samlet input til det videre arbejde frem mod en ny og nutidig handicappolitik for Struer Kommune.

Det er kommunens handicapråd, der har opfordret Social-, Sundheds og Arbejdsmarkedsudvalget til at udvikle en ny handicappolitik. Samfundet har udviklet sig meget, side den nuværende blev lavet tilbage i 2009.

Svar på spørgeskemaet på: struer.dk/handicap