Skoleledere, tillidsrepræ­sentanter og politikere tager hul på det første dialogmøde i ’Sammen om Skolen’
13-03-2024 14:00

Skoleledere, tillidsrepræ­sentanter og politikere tager hul på det første dialogmøde i ’Sammen om Skolen’

Hvordan skaber vi fremtidens folkeskole? Det var et af omdrejningspunkterne for torsdagens dialogmøde i initiativet ’Sammen om Skolen’, hvor forskellige aktører inden for Struers folkeskoleområde mødtes.

 

Det kræver dialog og samarbejde på tværs af skoleområdets aktører, når det handler om at skabe de bedste udviklingsløsninger for vores folkeskole. Det er blot en af hovedvisionerne bag det nye program ”Sammen om Skolen”: Et nationalt samarbejdsinitiativ, hvor politikere og parter fra folkeskolen mødes for at drøfte skoleudvikling i lokalregi.

Målsætningen med initiativet, der bl.a. inkluderer parter som Danmarks Lærerforening, er her at drøfte udfordringsbilledet i folkeskolen. Disse dialoger skal hjælpe med at skabe virkelighedsnære bud og justeringer, som kan gøre en positiv forskel ude på skolerne.

I sidste uge mødtes ledere og tillidsrepræsentanter fra Struer Kommunens skoler således med politikere fra Børne- og Uddannelsesudvalget til det første ”Sammen om skolen”-dialogmøde i Struer rammer. Udover en gennemgang af de vigtigste pointer fra regeringens folkeskoleudspil, var det centrale mødetema frisættelse af folkeskolen.

Meningsfulde samarbejder og bæredygtige løsninger

Efter en varm velkomst fra Børne- og Uddannelsesudvalgets formand John Christoffersen og næstformand Morten Graversen, stod aftenen på at reflektere over fremtidens folkeskole i Struer Kommune.

Visionen for arbejdet med ’Sammen om Skolen’-initiativet i Struer, er, at de nye dialogmøder får alle skoleparterne til at indgå i en forpligtende samarbejdsform, hvor deres forskellige fagekspertiser kan komme i spil og dermed kvalificere beslutninger for skoleudviklingen.

I den forbindelse er hensigten med ’Sammen om Skolen’, at alle de involverede parter (TRA, skoleledere og politikere) skal bidrage til at finde bæredygtige løsninger, som bringer skolerne frem mod de bedste løsninger til gavn for elevernes læring og udvikling. Folkeskolen er nemlig et fælles ansvar.

Derfor er frisættelsen af folkeskolen også et centralt tema både i ’Sammen om Skolen’-samarbejdet, men ligeledes i regeringens folkeskoleudspil. Intentionen er, at når folkeskolen bliver sat ”fri”, kan fagpersoner og forældre i højere grad forme den skole, der giver mest værdi og dækker deres behov lokalt. Det skal bl.a. ske gennem et væld af små handlinger og ikke mindst tage udgangspunkt i lokal praksis og skoleudvikling.

I Struer Kommune arbejder vi allerede med begrebet Meningsfuld Velfærd for borgere, virksomheder og medarbejder. Det involverer bl.a. dogmer om, at opgaven sætter holdet, testningen af prøvehandlinger og at alle har ”License to act”. Det bliver dermed spændende at se, hvordan ’Sammen om Skolen’-initiativet kan være med til at bygge videre på det arbejde, der allerede er i fuld gang i Struers folkeskole.