Julehjælpen i Struer hjælper rekordmange i 2023
20-12-2023 12:00

Julehjælpen i Struer hjælper rekordmange i 2023

Når julehjælpen i Struer onsdag uddeles, får rekordmange en hilsen fra Røde Kors og Struer Frivilligcenter. Således modtager 171 lokale familier og enlige hjælp i år. På Thyholm er der 22 familier, der modtager julehjælp

I alt 211 har ansøgt om julehjælpen på Struer Frivilligcenters hjemmeside. De 40 ansøgere, der ikke får, er borgere bosat i andre kommuner, husstande der kan have søgt to gange (ofte ved en fejl) og ansøgere, som også har søgt julehjælpen ved kirkerne i Struer Provsti og efter en fordeling får derfra.

Julehjælpen samarbejder nemlig med den anden store lokale julehjælpsuddeling ved kirkerne i Struer Provsti, således at alle gengangere bliver fordelt og de to julehjælpsprojekter tilsammen dermed kan hjælpe endnu flere trængte borgere. I 2023 modtager i alt cirka 235 julehjælp i Struer Kommune. 

"Jeg er meget tilfreds med, vi trods stigende behov alligevel er lykkedes med at hjælpe alle ansøgere, som har levet op til vores kriterier, der er fastlagt i samarbejde mellem Røde Kors Struer, Struer Frivilligcenter og Struer Kommune. Derfor skylder vi også en stor tak til vores mange lokale sponsorer", siger julehjælpsansvarlig Leif Kristensen fra Røde Kors Struer. 

Julehjælpen uddeler i 2023 indsamlede midler for over 250.000. Midlerne stammer fra Røde Kors' nationale og lokale initiativer, herunder genbrugsbutik og landsindsamling, men også andre donorer har bidraget væsentligt. Det gælder Rotary, Odd Fellow, Inner Wheel, Marie og Andreas Dahls Mindelegat, Lars Kristian Vorde og Eva Houmarks Fond, KFI Erhvervsdrivende Fond, elever fra Struer Gymnasium, et projekt mellem Asp Friplejehjem og Mariehønen samt donationer fra private og virksomheder givet anonymt eller via mobile pay. Struer Frivilligcenter koordinerer arbejdet med ansøgninger og uddeling.  

Hver modtager får et gavekort til Spar eller Coop eller en julekurv med madvarer. Forsørgere med børn får desuden et gavekort til handelsstanden. 29 modtager et juletræ doneret af Holst Trees i Hjerm og Ole Nielsen i Humlum. Og endelig får omkring 80 modtagere et gavebevis til en af de lokale genbrugsbutikker Kirkens Korshær, Thyholm Genbrug eller Røde Kors.