Genoptræningstilbud får positiv brugerrespons
13-07-2023 14:00

 

Genoptræningstilbud får
positiv brugerrespons

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er udkommet med deres nye brugertilfredshedsundersøgelse for genoptræning i landets kommuner, og for Struer Kommune er der positiv brugerrespons på flere af områderne.

Hvordan er brugertilfredsheden indenfor genoptræningen i landets kommuner? Det er hovedspørgsmålet, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet ønsker at afklare i deres tredje rapport af tilfredshedsundersøgelser, der stiller skarpt på forskellige velfærdsområder i perioden 2019-22. Her undersøger deres nyeste rapport tilfredsheden ift. genoptræning ud fra temaerne  informationselv genoptræningde fysiske rammer  og  den samlede tilfredshed .

Udover en samlet landsrapport har hver kommune fået en individuel redegørelse over deres resultater. Når man kigger på brugerbesvarelserne for Struer Kommune, fremviser den en yderst positiv brugerrespons, hvor genoptræningen vækker stor tilfredshed på tværs af de forskellige spørgsmålskategorier. Det er især de ældre borgere i aldersgruppen 67-79 år, der udtrykker, at de er meget tilfredse omkring deres genoptræningsforløb, stærkt efterfulgt af aldersgruppen 80+ år.

Vi er rigtig glade for at se, at så mange brugere er tilfredse med den genoptræning, de har fået i Struer Kommune. Brugerundersøgelsen giver os et fint indblik i, hvilke områder der i skrivende stund bringer størst tilfredshed, men det giver os også inspiration til, hvor vi kan gøre os endnu stærkere. Det er vigtigt, at vores borgere trives uanset alder og sygdomshistorik. Derfor betyder det meget, at respondenterne melder, at de er tilfredse med bl.a. den information, hjælp og motivation, de har fået både før, under og efter deres genoptræningsforløb i Struer. Det er brugbar viden, som vi kan tage med os i vores tilgang til genoptræningsforløbene nu, men også fremadrettet ,” lyder det fra Steen Jakobsen, formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Tilfredshed om formidling og motivation

Udover fysiske aspekter som træningslokalerne, transporten til genoptræningen samt træningstiderne, er nogle af områderne, som også skaber stor tilfredshed hos brugerne, samtalerne med deres terapeut om formålet med genoptræningen samt informationen fra kommunen om forløbet.

Det gælder altså selve formidlingen før og under træningsforløbet, som begge opnår positiv respons i undersøgelsen. Her får kommuneinformationen f.eks. en samlet tilfredshed på 74%, mens terapeutsamtalerne har en samlet tilfredshed på 83%.

I forbindelse med undersøgelsen har de enkelte kommuner haft mulighed for at tilføje op til 5 tilvalgsspørgsmål. Her har Struer Kommune valgt at spørge ind til, hvor tilfreds eller utilfreds brugeren har været med terapeutens evne til at motivere dem, hvilket ligeledes har resulteret i en tilfredshed på 83%. Et billede, der går fint i tråd med, at brugerne også er positivt stemt overfor deres egen indsats i træningsforløbet.

FAKTABOKER

Tilfredshedsundersøgelsen er baseret på et spørgeskema udsendt til borgere fra 18 år op til 80+, der i 2021 fik en genoptræningsplan fra sygehuset til almen genoptræning i kommunen efter sundhedsloven (SUL) eller er visiteret til genoptræning i kommunen efter serviceloven (SEL).

I Struer Kommune er der gennemført 303 borgerbesvarelse, hvilket giver en svarprocent på 40%. Til sammenligning ligger svarprocenten for de enkelte kommuner fra 24% til 50%.

Hele landsrapporten samt rapporten for Struer Kommune kan ses  hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet.