Struer kommune får første offentlige lynladerstander
27-06-2023 15:00

Struer kommune får første offentlige lynladerstander

Onsdag den 21. juni tændte ladeoperatøren EV-EL sin lynhurtige 240 kW ladestander på Struer Fri Fagskoles parkeringsplads Vesterled 7 – lige ved siden af hovedvej 11.

Der har længe været et sort hul pa ladekortet omkring Struer for både turister og lokale, men med 2 ekstremt hurtige offentlige ladestik tilgængelige, kan man nu få fyldt batteriet godt op på den tid det tager at drikke en kop kaffe hos McDonald’s eller lave de daglige indkøb i Netto eller Lidl lige på den anden side af vejen.

EV-EL’s hurtiglader er åben for alle og fungerer helt uden abonnement, så elbilsejere nemt få batteriet fyldt lynhurtigt. Man kan betale ved standeren ved at scanne en QR-kode eller fx bruge Monta-appen. Det er også muligt at bruge sin ladebrik fra et andet selskab til roamingpris.
Og som en af de første ladeoperatører i Danmark tilbyder EV-EL dynamiske priser. Så når
strømmen er billig, er EV-ELs ladestander billig. Prisen bliver hver time udregnet ud fra spotprisen på el samt et fast tillæg.

EV-EL er en uafhængig privat operatør, som er trådt ind på lynlademarkedet for vise at tiden er løbet fra faste priser og dyre abonnementer. Samtidig er det også vigtig for stifteren af EV-EL, Thomas Boesen, at markere, at selv om elbiler generelt er bedre for miljøet, så bliver man nødt til at sikre, at der ikke bliver bygget store mængder kostbar, men langsom laderinfrastruktur, der er forældet om kort tid.

– Jeg er kommet på Jegindø hvert år i over halvtreds år og kender derfor Struer og omegn rigtig godt. Så det giver det godt mening for mig, at vores anden lynladestander (den første står i København) skulle op her. Struer er et trafikknudepunkt for Vestjylland, og vi tror, at det vil passe både lokale og turister perfekt at kunne lade hurtigt lige i nærheden af gode indkøbsmuligheder, fortæller Thomas Boesen

For Claus Hansen, forstander på Struer Frie Fagskole, var der kort betænkningstid, da muligheden for at få en lynlader pa skolens parkering opstod.

– Struer Frie Fagskole lægger meget vægt på at have en stærk grøn profil, og det er helt
naturligt for os, at være med til at styrke den grønne omstilling ved at lægge plads til Struers første lynlader. Vi er også glade for at EV-EL har et stort fokus på at mindske
klimabelastningen, og derfor tøvede vi ikke, da vi fik muligheden for at samarbejde, forklarer Claus Hansen.