Vejarbejde på Oddesundbroen starter på mandag
27-06-2016 15:00

Vejarbejde på Oddesundbroen starter på mandag

Renoveringsarbejdet på broklappen i etape 2 udføres i to perioder af fem dage hvor skibe, der kræver klapåbning, ikke kan passere Oddesundbroen. Begge perioder er placeret fra mandag morgen til fredag aften, således at skibstrafikken kan passere i løbet af den mellemliggende weekend.

 I etape 2, der ligger på hverdage i uge 27 og 28 (mandag 4. juli kl. 00:01 til fredag 8. juli kl. 23:59, og mandag 11. juli kl. 00:01 til fredag 15. juli kl. 23:59) vil trafikken blive afviklet med lysregulering. Denne lysregulering kan betjenes manuelt af brovagten således, at det er muligt at afvikle en kø, der opstår i den ene køreretning.

Imens man arbejder med at udskifte belægningen på broklappen, vil der kun være én vejbane over broklappen, hvilket kan give kø på travle tidspunkter.

I uge 27 og 28 vil der forekomme nætter med kortere totalspærringer, hvor der dog vil være mulighed for passage ved nærmere fastsatte klokkeslæt.

Der er tale om lukning på følgende datoer fra kl. 0.00-05.00:
4, 5, 6, 7 og 8 juli samt 11, 12, 13, 14 og 15 juli.

 I begge uger under etape 2 vil der være én kørebane til rådighed med en bredde på 2,8 m. Det er således muligt for alle "normale" transporter, med en bredde op til 2,6 m at passere broen. Særtransporter og landbrugsmaskiner med en større bredde vil ikke kunne passere broen i disse perioder.