Indvielsen af Hvidbjerg Bevægelsesanlæg var et stort tilløbsstykke
12-05-2014 21:00

Indvielsen af Hvidbjerg Bevægelsesanlæg
var et stort tilløbsstykke

Lørdag den 10. maj var der indvielse af Hvidbjerg Bevægelsesanlæg. ”Det har været en lidt hektisk uge. I mandags så det absolut ikke ud til, at vi ville være klar til indvielsen lørdag, men med en kæmpe indsats fra håndværkerne og frivillige hænder kom vi helt i mål. Så det er dejligt at lidt over 700 thyholmere vælger at komme forbi og være med til at festlig gøre dagen, ” siger Karsten Jørgensen fra Thyholm IF.

Indvielsen bød på et meget varieret program. Borgmester Mads Jakobsen var inviteret til at starte talerækken og klippe den røde snor over.

Som repræsentant fra DBU var Johanne Berg mødt op, hun overrakte projektet en DBU bold og fortalte om, hvor glade de var for at støtte Multibanen og bevægelsesanlægget.

Lene Houe repræsenterede Nordea Fonden, som også har støttet projektet. Hun fortalte, at der skulle en ildsjæl til for at kunne udrette det, der var sket på Thyholm og sendte en stor tak til Karsten Jørgensen.

Sidste taler var formanden for TIF hovedbestyrelse Gitte Johnsen, der takkede alle der havde været med til at gøre dagen festlig og for at vise det sammenhold, der er på Thyholm. Gitte benyttede også lejligheden til at takke Karsten Jørgensen for det store arbejde han havde gjort – det var helt sikkert ikke lykkes, hvis Karsten ikke var gået forrest og derfor fik han også meget velfortjent blomster og gavekort.

Sluttelig gav Gitte Johnsen ordet tilbage til Borgmester Mads Jakobsen, som udbragte et leve og klippede den røde snor..
Efter talerne var der bl.a. underholdning med Danmarks bedste boldjonglør Michael Toft og Bøvling Idrætsefterskoles parkourhold.
KFUM & K entrerede med Thyholms største pandekagemaskine. Det er et projekt de har arbejdet på hen over hele vinteren. I løbet af indvielsen nåede de faktisk at lange lidt over 400 gratis pandekager hen over disken.

Derudover var der mulighed for at prøve kroket, petanque, parkour, crossfit, traktordæktræk, skattejagt, fartmåling af skud, og så var der gratis kaffe, kage og slush ice i rigelige mængder.
”På sådan en dag bliver man så glad, for at se så mange foreninger samarbejde på tværs og vise det fælles resultat frem. Det er bare fantastik. Vi kan være stolte over at bo på THYHOLM. Nu skal vi ALLESAMMEN bare ud og bruge anlægget, store som små”, siger formand for Thyholm løbeklub Steen Mogensen.

En lang rejse

”Selve projektet Hvidbjerg Bevægelsesanlæg har været en lang og lærerigproces. Ideen til anlægget opstod for ca. 3 - 4 år siden, hvor vi havde besøg af Lars Snedker vedr. en multibane. Derefter var der møde med Merethe Juul Thysen fra LAG Struer, der gav os gode råd og vejledning i den videre proces. Hun opfordrede os bl.a. til at oprette en forening og dermed opstod foreningen ”Thyholm i bevægelse”.  For at vores ansøgningere skulle blive mere skarpe var vi flere, der tog på Fundraising kurser.

Der blev arrangeret borgermøde for hele Thyholm med hjælp fra LAGen og en udviklingsplan for hele Thyholm blev lavet. Et af projekterne var bevægelsesanlægget. Projektet flyttede derefter fra ”Thyholm i bevægelse” over til Thyholm IF. Projektet begyndte nu at tage endelig form og den/de endelige ansøgninger blev sendt ud. 

Der var vild jubel, da vi fik de første penge, 500.000 kr. fra LAG Struer og endnu større da de sidste 400.000 kr. fra A.P. Møller og Hustru Mc-Kinney Møllers Fonden kom i hus. Derefter begyndte en hektisk byggefase med en stram byggeplan, men heldigvis knoklede Thyholm murer og UNO´s folk på og projekt kom i mål til tiden,” siger Karsten Jørgensen fra Thyholm IF.

Den foretrukne hjemmebane

- Multibanen og bevægelsesanlægget der er placeret tæt på Thyholm IF´s klubhus, Thyholm Skole og Midtpunktet Thyholm, indeholder en multibane på 20 x 40 m med kunstgræs, et parkouranlæg, en crossfitbane, en petanquebane og en aktivitetsplads for de mindste. Hele projekter koster ca. 2 millioner kr.

 ”Vi håber, at aktivitetsområderne på sigt bliver et sted, der stimulere til fysisk udfoldelse - et sted, der rummer bredt og udfordrer bredt, - et sted for alle, stor som lille, dreng som pige, unge som gammel, hvor der er plads til både sjov, leg og boldspil,” udtaler Gitte Johnsen, formand for Thyholm IF. ”Multibanen og bevægelsesanlægget vil supplere vores eksisterende faciliteter på fornem vis, og jeg er sikker på, at det hurtigt vil blive en naturlig og foretrukken hjemmebane for alle aldre og institutioner i nærområdet.”

”Vi er glade for, at Thyholm IF i samarbejde med flere foreninger baner vejen frem for, at endnu flere får mulighed for at dyrke boldspil og være fysisk aktive året rundt,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer det gode liv.

Også Dansk Boldspil-Union glæder sig over etableringen af en multibane og et bevægelsesanlæg på Thyholm: ”Med en multibane og et bevægelsesanlæg på Thyholm giver det børn, unge og voksne nogle fantastiske muligheder for at styrke spillet og det sociale liv i og omkring foreningerne. Multibaner og bevægelsesanlæg motiverer til nytænkning, anderledes boldspil og bevægemønstre, hvilket både kan medvirke til at fastholde og tiltrække fodboldspillere, ligesom det helt naturligt vil udvikle dansk fodbold,” siger Jesper Møller, formand i DBU.
 

Bidrag ydere til Hvidbjerg Bevægelsesanlæg

LAG Struer                                                             500.000 kr.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney
Møllers Fond                                                          400.000 kr.

Nordea Fonden og DBU                                         300.000 kr.

Thyholm IF fodbold                                                300.000 kr.

Struer Kommune                                                    250.000 kr.

Lokale og anlægsfonden                                        150.000 kr.

Sundhedscenter Thyholm                                        50.000 kr.

Færch Fonden                                                          50.000 kr.

Nordea Fonden (Struer, Lemvig og Holstebro)        48.000 kr.

Midtpunktet Thyholm                                                30.000 kr.

Gamle drenge Struer                                                10.000 kr.