Thyholm i bevægelse -

Del på facebook

Tak for følget! Og tak for sangen!

Efter snart syv år i Søndbjerg går færden videre til Trøndelag eller området ved Trondheim.

Jeg sidder og skal skrive min sidste Strøtanker til thyholm.dk. Da vil jeg benytte anledningen til at takke redaktør Bruno for opfordringen i sin tid. Han syntes, det kunne være interessant at få nogle små betragtninger set gennem norske øjne. Jeg vil også sige tak til jer læsere, både kendte og ukendte.

Da jeg sad i Søndbjerg kirke for nylig, bestemte jeg, at jeg må skrive om den danske sangglæde og –frimodighed igen, også i denne sidste udgave af Strøtanker. For det er helt specielt at opleve, hvordan I synger ud og synger med. Ja, jeg har boet i Kenya og oplevet frimodig, flerstemmig, helt speciel sang. Og ja, jeg er vokset op med bedehus i Norge og kraftig, god sang. Men i kirkerne rundt omkring i mit fædreland er der desværre ofte spæd og beskeden sang, hvor flere vers bliver taget ud af sammenhængen. Både i Norge og Danmark går nok kirkesøgningen nedad, og det mærkes selvfølgelig også på sangen. Men jeg mener, at have dækning for at sige, at I dansker har større frimodighed med dette at høre jeres egen stemme i en forsamling, og derfor kan præst og organist frimodigt foreslå salmer med mange vers. I tillæg har I velsignelsen og traditionen med Grundtvig og alle hans lange og gode salmer. Vi har også mange Grundtvig-salmer, men kan gerne tage imod endnu flere.

Når jeg sidder i kirken ved en helt almindelig gudstjeneste, kan jeg næsten få følelsen af, at jeg har placeret mig midt i et kor uden at være klar over det. Fra første tone er det fuld tryk. Ikke den mindste tøven, før man kommer i gang. Og I har kirkesangere til at hjælpe menigheden. Det er heller ikke almindeligt i Norge. Jeg kan få samme ”sidder-jeg-midt-i-et-kor?”-følelse ved store fødselsdage og under møder og ved stævner her i Jylland.

Janteloven lever desværre både her og i Norge, og den kan man mærke på forskellige områder, ikke mindst i mindre samfund. Desværre. Men det ser ikke ud til, at I er plaget af den, når det gælder sang. I lader ikke beskedenhed eller middelmådig sangstemme hindre kraftig og frimodig sang. Og det er så flot! Jeg bliver så glad, når jeg oplever dette. Og jeg kommer til at fortælle om det mange gange og mange steder, når jeg nu flytter tilbage til Norge. Jeg tager selvfølgelig også med mig min danske salmebog og andre sangbøger herfra. For I er virkelig omgivet af skatte i form af mange og lange salmer og sange.

Tankene går til så mange af jer, når jeg nu skal afslutte. Og for mig, som har boet både i Kenya og Spanien, har det været naturligt at have nogen kontakt også med nydanskere, som repræsenterer andre livssyn og traditioner. Ahmed har været en flot repræsentant for disse. Min mand og jeg er også taknemlige for modtagelsen og inkludering i den lokale bibelkreds. Tak også til Thomas og Morten præster - for venskab og nærhed. Vi har boet lige indtil kirke og kirkegård her i Søndbjerg,

så Hanne kirketjeners blide åsyn og mange gøremål er også nærmest blevet et kært og fast indslag i vor hverdag.

Personligt har jeg også haft glæde af mange kortere og længere samtaler med unge og ældre mellem træningsapparater og i omklædningsrum på Midtpunktet i Hvidbjerg. Og jeg tænker tilbage på utallige gåture i skøn natur og med frisk vind om ørerne. Her har jeg haft følge af flere forskellige damer, men oftest turveninde Jette.

Vi har haft stor glæde af naturen her og ikke mindst fjorden, og jeg har tilbragt megen tid udendørs hele året. Jeg læser, skriver, laver håndarbejde og tager gerne vigtige telefonsamtaler udendørs. Og jeg har ikke tal på alle de steder, jeg har siddet og spist min morgenmad eller andre medbragte måltider (”spise niste” siger vi på norsk). Min mands helbred gør, at han kun er med på nogle kortere ture. Men han bliver aldrig træt af at fortælle om vort måltid ved fjorden ved Serup strand en juleaften. Jeg havde på forhånd udtrykt et stort ønske om et måltid (ikke varm mad!) udendørs på selve Aftenen over alle aftener. Vi sad i vore Harboøre-habitter og drak kaffe og spiste julekager med levende lys og juleevangeliet – indtil hagl og regn slukkede lyset.

Nu skal jeg straks afslutte. Vi flytter altså til Agdenes vest for Trondheim. Mine gamle forældre er blevet betydeligt dårligere det sidste år, så jeg er taknemlig for at kunne bo nærmere dem fra nu af. Jeg er ældst af os fem søskende, og jeg har virkelig følt, at jeg er langt væk - specielt den sidste tid. En af mine døtre med mand og to dejlige drenge trækker også. De bor i Trondheim. Min danske mand var glad for Norge, længe før han blev glad for mig, så han ser frem til at flytte derop. Han føler, at han er blevet godt modtaget af sin nye familie og omgangskreds. Vi vil savne hans gode fætre i Snedsted og Thisted, men vi holder kontakten og håber på besøg. I andre er også velkomne hos os, hvis jeres vej går til de øvrige dele af Norge.

Så takker jeg igen for følget både i denne spalte og ellers.

Må Gud velsigne den enkelte af jer.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen

Jeg vil herved, på norsk, få si en stor og dyptfølt takk til min trofaste, positive, energiske og velvillige oversetter, Karen Margrethe! Alltid blid og interessert, ser aldri mørkt på oppgaven, selv om tidsfristen av og til ble litt for nær, av forskjellige grunner. Det er nok flere enn barnebarna som har blitt imponert over hvor godt hun forstår norsk. Kanksje visste hun det ikke selv, heller, at hun egentlig var oversetter! Det, også.

Og til dere som eventuelt spør hvordan vi gjør det: Vi sender rett og slett Strøtanker fram og tilbake mellom oss et par ganger (via computer), og plutselig står de der – på dansk.